Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Første tidsrum 1814—1830.
I begyndelsen af tyveaarene optraadte der en ny lyrisk studiosus
i den norske hovedstad, og efter de veksler, der blev trukket paa
hans spæde muse, at dømme, kom han straks i skuddet som en
velmeriteret poet. Han var ikke blot velbestaltet studenterdigter,
hvis harpe maatte klinge baade ved de afdøde kammeraters grave og
ved de gjenlevendes punschegilder, men han nød endog den sjeldne
ære at blive betroet tolkningen af universitetets følelser i kantatens
form, da dette i 1823 høitideligholdt kronprinsens og kronprinsessens
formæling. Denne lykkelige unge mand, der gjorde en saa glimrende
aabningsspurt paa literaturens vanskelige bane, hed Simon Olaus Wolff.
Som alle periodens forfattere — undtagen SAGEN og
BJERRE-GAARD — var han præstesøn. Født 1796 i Snaasen blev han sat
ind paa Bergens skole, hvorfra han blev student 1818. Et par aar
efter var han, som vi alt har seet, anerkjendt som medlem af digter-
lauget. Under disse omstændigheder
gik det ikke rask med det theologiske
studium; men endelig tog han sig
sammen og absolverede sin eksamen. Og
neppe var han kommen fra
eksamens-bordet, før han blev udnævnt til
sognepræst til Moe i Øvre Telemarken.
En forflyttelse til Urskaug paa Nedre
Romerike i 1833, nok en forflyttelse
til Saude i Nedre Telemarken, hvor
han døde den lode december 1859 —
dermed er hans saga ude. I literaturen
havde den igrunden været slut allerede
26 aar før hans død. Hans adkomst
til en plads i literaturhistorien er den
i sin tid overmaade populære
fædrelandssang «Hvor herligt er mit Fødeland» og den ikke synderlig
mindre afholdte «Havet er skjønt, naar det roligen hvælver». Det
er heldigt for WOLFF’s literære eftermæle, at der ikke er flere af
hans arbeider, som erindres; det vilde have været endnu heldigere,
om man blot havde erindret det sidste i mange henseender virkelig
vakre digt. Thi allerede fædrelandssangen er nok til at gjøre ham
til r enfant terrible mellem periodens forfattere.
(Tegnet af A. Bloch efter daguerreotypi.)
S.O.Wolff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
