Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H. A. Bjerregaard. 73
Ubrugte Lemmer paa de bløde Bolstre? —
— Hvis jeg fremdeles havde levet mellem
Den Tant, som ene Daaren kalder Lykke,
Hvad da jeg bleven var, — jeg ved det ei;
Maaske en daarlig og forfængelig,
For alt det Skjønne, Herlige paa Jorden,
For Kjærligheden selv ufølsom. Skabning
Og uden Anen om den sande Lykke.
Hvad n u jeg er, det veed jeg.»
o s. v.
Denne «gode, ædle Kone» har imidlertid en grum fader, den
gamle ridder Conrad von Rauhenstein, der har forstødt hende paa
grund af hendes kjærlighed til borgsvenden. Tilfældigvis kommer
ridderen til den ensomme skovegn, hvor hans datter bor, og ved
«Uskyldighedens Magt» redder den lille Clara ham fra at falde i
hænderne paa en røverbande. Saa bliver der naturligvis tilgivelse
og forsoning. Hverken fra karaktertegningens, handlingens eller
den poetiske diktions side besidder stykket nogen værdi.
Noget, men ikke meget høiere, staar «Magnus Barfods Sønner».
Emnet er her betydeligere, idet BJERREGAARD har forsøgt at
dramatisere sagaens fremstilling af rivningerne mellem Sigurd og Øistein
efter den førstes tilbagekomst fra det hellige land. Men han har
ikke formaaet at bygge en fast, dramatisk bevæget handling af
stoffet; det hele er ikke blevet stort mere end en fortløbende række
scener. Karaktertegningen er hverken klar eller dyb ; paa afgjørende
punkter savner man indre motivering. For dialogens vedkommende
stødes man stadig over, at disse gamle helte er altfor meget helte
— i munden. Saaledes siger kong Sigurd om sig selv:
«Vildt bruser Riukan-Fossen i sit Svælg
Og knuser Klippestykker i sin Vrede,
Høit knittrer Ætnas underjordske Ild
Og bryder ud og hvirvler sig mod Stjernen;
Men stærkere det bruser og det syder
I dette Hjerte; — det maa have Luft!»
Her som i «Clara eller Uskyldighedens Magt» er der desuden
altfor megen banal moraliseren. Forfatteren kan f. eks. ikke
fremstille scenen mellem kongen og Othar Birting, uden at han maa
uddrage en almindelig politisk sentens, som læseren har godt af at
skrive sig bag øret. Den lyder saaledes i dronning Malmfrids mund:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
