- Project Runeberg -  Illustreret norsk literaturhistorie / Bind II (1ste halvbind) /
76

(1896) [MARC] [MARC] Author: Henrik Jæger, Otto Anderssen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

76 Første tidsrum 1814—1830.

eventyret». Det er en meget iørefaldende musik, der røber stærk
Paavirkning af WEBER. Mærkelig er især den nationale tone,
som komponisten har anslaaet i Aagots fjeldsang, saa meget
mærkeligere som den norske folkemusik dengang var saa godt som
ukjendt.

Men saa smuk og fortjenstfuld THRANEIS musik end er, saa er
det dog stykket selv, der har skabt den væsentlige del af dets
scenelykke. Nogen velbygget dramatisk organisme er
«Fjeldeventyret» vistnok ikke; dertil lider det af altfor mange og iøinefaldende
synder mod lovene for dramatisk komposition. Det er igrunden
bare en række tableauer, samlede om en ganske let slynget
dramatisk konflikt, der løses netop i det øieblik, man venter, at den skulde
begynde at strammes. En figur som Aagot staar desuden aldeles
udenfor stykkets handling; hun introduceres saa smukt og
omhyggelig, at man i bende venter at finde en af stykkets mere
fremtrædende personer; men det bliver med introduktionen; senere
forsvinder hun i baggrunden som en betydningsløs biperson. Disse
og andre mangler er ofte nok bleven fremhævede, blandt andre af
J. L. HEIBERG, der i «Kjøbenhavns flyvende Post» for 1827 skrev
en temmelig skarp kritik over stykket.

Hvad der giver «Fjeldeventyret» værd, er da ikke dets
handling, men dels den ægte tidskolorit, der er udbredt over det, dels
den utvivlsomme komiske kraft, hvormed det er skrevet. Specielt
er lensmanden en sikkert formet tidstype, og de scener, der samler
sig om ham, føier sig sammen til et genrebillede fra datiden
ligesaa karakteristisk i sin totalvirkning som i sine enkeltheder.
Datidens lensmænd var bygdematadorer, der ikke var bange for at
tillade sig smaa Vilkaarligheder, men som paa samme tid forstod
at dække over dem og holde sig tilvens med sine overordnede
ved at traktere godt paa thingdagene. «Skriveren skal nok blive
fornøiet,» siger lensmand Østmoe; «for det er bekjendt over det
hele Land, at Lensmand Østmoe er en Vært, som kan tractere,
naar han vil. — Den Roes har jeg, at naar jeg gjør et Gjæstebud,
da er der fuldt op baade af Vaadt og Tørt, og jeg vil nok se
paa den, som reiser ædrue fra Østmoe.» Hans valgsprog er det
diplomatiske: «man maa snoe sig gjennem Verden», og ubevidst
hylder han sin store forgjænger Filip af Makedoniens lære, at
ingen stad er uindtagelig, naar der blot er en saa stor aabning

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Nov 20 23:11:01 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ilnolihi/2/0086.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free