Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Wergeland. 107
gammel. Hendes fader var en juridisk embedsmand, der kort tid
i forveien var tilflyttet øvre Romerike. Familjen boede en mils vei
fra Eidsvold Præstegaard, og dens hjem var — ifølge WERGELANDS
eget udtryk — «prydet med mange, smukke og morsomme Døtre».
HULDA var den yngste af dem. Frå første øieblik af var HENRIK
WERGELAND forelsket opover begge ørene. Snart var han en
liyppig gjæst i hendes hjem, og allerede efter tre ugers
bekjendt-skab besluttede han at tilstaa hende sin kjærlighed. Til den ende
skrev han det berømte frierbrev, hvis historie han har fortalt i «Et
Helvedes Jævndøgn» («Hassel-Nødder, IV»). Hulda var paa besøg
hos nabopræsten; did ekspederede WERGELAND et langt frierbrev
paa hele tre ark. Udtaalmodig efter at faa svar reiste han selv
efter og — kom frem før brevet. Det blev hentet fra postaabneriet,
læst i sideværelset, medens han sad paa forundringsstolen i præstens
dagligstue, omgivet af hele den forbausede præstefamilje, der havde
vanskelig for at holde gode miner til slet spil. Da han kjørte
hjemover igjen om aftenen, havde han faaet sin første kurv. Men
det formindskede ingenlunde hans forelskelse; tværtimod! afslaget
virkede paa den som et koldt vindpust paa en flamme; den
blussede høit i veiret, fortærede hans Saarede stolthed lig tør ved og
gjennemglødede hele hans væsen. «Jeg kjæmpede, jeg stred med
mig selv,» skrev han senere til HULDAS moder; «men min Stolthed
eller Selvfølelse og min sunde Livsphilosophie vare Kjæmper med
Hjelme af Avner og Landser af Halmstraae i Kampen mod de
Rækker af gyldent rustede, dristige Forventninger og modige Planer
og de tusinde purpurklædte Drømme, der flagrede om som
Saracener paa deres glindsende Heste i Ørken, og som min Phantasie
opfyldte min Sjels Synskreds med.» Trods afslaget opgav han ikke
haabet; hun havde sagt, at hun ikke kjendte ham — hvem ved,
om hun ikke vilde give ham et ja, naar hun lærte ham at
kjende. Følgelig vedblev han at besøge hendes hjem, som om
intet var skeet. I juli 1827 under en blomsterfest paa Eidsvold
Præstegaard friede han anden gang. Nu maatte det briste eller
bære. Hvis han fik en ny kurv, vilde han gaa til Grækenland
og deltage i frihedskampen. Han havde i den anledning skrevet
et digt,« Farvel til Stella», det prægtige «Ha mit Liv var
Vintersolen under Polen», der senere har faaet plads i cyklusen «En
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
