Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HO Andet tidsrum 1830—1845.
hans tidligste digte, en forfatter, hvis væsen var klarhed og nøgtern«
forstandighed, og som i alle sine oder og epistler tilsammen ikke
har forbrugt saa megen fantasi som WERGELAND i et eneste af sine
«Digte, i ste Ring». Læser man «Ode til Norges Frihed», skrevet
1826 eller det af HARTVIG LASSEN døbte digt «Til en Praler» (1827),
vil denne Paavirkning springe enhver klart i øinene. Begge digte
er studier efter HORATS og intet videre. Det er langt fra bare det
antike Versemaal, som gjør det. Selv sproget er fuldt af latinske
vendinger. I første vers af «Ode til Norges Frihed» er ordstillingen
fuldstændig latinsk:
Ei om de Nordblus, der flette om Polens
Oldingeisse Ildkrans, men Dybet, der
Straaler af Perler, Araberen synger og
Maharas Guldstøv.
Adskillelsen af de to sammenhørende led — dybet og Maharas
guldstøv —, udeladelsen af præpositionen «om» foran ledene, begge
dele vilde være godt sprog, hvis digtet var skrevet paa det med
bøiningsendelser rigt udstyrede latin, men er umuligt paa norsk.*
I «Til en Praler» er tanken formet aldeles i HORATS’S maner, og
digtet «Til Erling» er ikke mindre horatsisk baade i aand og
sprogtone.
Den synes som sagt besynderlig denne Paavirkning af en saa
vild fremmed forfatterpersonlighed. Men der var i WERGELAND’S
intelligens nedlagt et kraftigt element af rationalisme — ordet her
taget i den videste betydning. Det er dette element, som drager
ham mod HORATS og bestemmer hans forhold til denne forfatter i
aarene, nærmest efterat han har forladt skolebænken.
Selv OEHLENSCHLAGER, som han senere gjorde saa blodig nar
af, har i hans første ungdom ikke ladet ham fuldstændig uberørt. I
et i/de maidigt fra 1826 klinger OEHLENSCHLAGER igjennem paa flere
steder. Hvem maa ikke tænke paa «Guldhornene», naar han læser:
* Senere i digtet kan latinkyndige læsere finde en ægte latinsk
duo-ablativ-konstruktion:
Perlen, der gjemmes i. Nordmandens Barm, som
Straaler i Øiet: Tindingen mørk af den
Krone, der gjorde Publicola hædret.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
