Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Wergeland. i j 3
Tydeligere end alt andet taler dog hans egne digteriske
frembringelser om, hvor mægtigt det indtryk var, som SHAKESPEARE
gjorde paa ham.
Under SHAKESPEARE’S indflydelse skriver WERGELAND sin første
tragedie. Allerede WELHAVEN gjorde opmærksom paa, at der
eksisterede et afstamningsforhold mellem en af de kvindelige
hovedpersoner i «Sinclars Død» (1828) og en person hos SHAKESPEARE, om
han end tog feil i, fra hvilket SHAKESPEARE^ arbeide det var,
indflydelsen havde gjort sig gjældende. Senere har SCHWANENFLUGEL
gjort opmærksom paa, at en anden figur i WERGELANDS skuespil er
en efterligning af de SnAKESPEARE’ske narre. Men hverken
WEL-HAVEN’S eller SCHWANENFLUGEL’S bemærkning giver en fyldestgjørende
forestilling om det virkelige forhold mellem «Sinclars Død» og de
SnAKESPEARE’ske tragedier.
Sagen er nemlig den, at hele den ungdommelige tragedie fra
først til sidst er en studie efter SHAKESPEARE, Det er selvfølgelig
mindre væsentligt, at WERGELAND har adopteret SHAKESPEARE’S
bekjendte afveksling af vers og prosa i dialogen. Større betydning
har det, at han har bragt den StiAKESPEARE’ske dobbelthed i
scenegangen til anvendelse, idet handlingen snart foregaar i Skotland,
snart i Norge. Forsøget er meget ungdommeligt og klodset; men
sin literære afstamning forraader det dog tydelig. Og endnu
tydeligere røbes den af karaktertegningen. Flere af figurerne kan ikke
opfattes anderledes end som naive forsøg paa at kopiere
SHAKE-SFEARE’ske karakterhoveder. Saaledes er, som SCHWANENFLUGEL har
sagt, Ranald en efterligning af narrene med deres tungeraphed og
deres haartrukne ordspil, og lady Sinclar er hverken mere eller
mindre end en studie efter lady Macbeth, ikke efter Ophelia, som
WELHAVEN antog. I sidste akt, hvor lady Sinclar galer som en
hane og formelig «æder» det ben af Sinclar, som Ranald bringer,
udarter efterligningen til ubevidst parodi.
Og havde WERGELAND i «Sinclars Død» gjort en studie efter
SHAKESPEARE’S tragedier, gjorde han i «Opium» (1831) en skisse
over hans lystspil, Denne «unge Regent», kong Lionel, er en ligesaa
frit opfundet figur som fyrsterne i de SnAKESPEARE’ske lystspil, og
hvad der helt igjennem karakteriserer stykket, er som hos SHAKESPEARE
den frie fantasi. Det er en let fantasileg som «Sommernatsdrømmen»,
8 — 111. norsk literaturhistorie. II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
