Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Andet tidsrum 1830—1845.
«Vintereventyret» eller «Stormen». Der er taget det mindst mulige
hensyn til den virkelige verdens forhold, og der er ikke tale om
motivering. Hvorfor vil Sylvia give de tre beilere opium ? Hvorfor
tager hun den selv? Hvorledes gaar det til, at hun kjender dette
bedøvelsesmiddel, medens kongen og hoffet ikke kjender det? Slige
Spørgsmaal sætter WERGELAND sig udover med den allerstørste
lethed — akkurat som SHAKESPEARE gjorde det, naar han i
«Helligtrekongersaften» lader en broder og en søster ligne hinanden som
to draaber vand, baade i vækst, i udseende og i klædedragt, eller
som naar han i «Vintereventyret» tilslut lader den som død begrædte
Hermione fremtræde som en marmorstatue, der viser sig at være
levende. Det eneste virkelighedstræk, jeg har kunnet faa øie paa i
stykket, er daarekistevogterens fortælling om sin malheur med
aprikos-kurven:
«Jeg sendte Margot Kurv med Aprikoser,
for Øiet søde ret som Stjerner, men
langt sødere endnu for Smagen.
Men Kurven var det bedste dog ved Sagen,
af Silke, lyseblaa som Himmelen,
den syet var og stærkt brodert med Roser
og Kirsebær, saa, havde jeg ei vidst
det intet andet var end Bomuldstvist,
i bedre Kurv jeg havde Frugten lagt,
— — — — Hun lod nok sagt
sig Aprikoserne til Bunden smage,
men sendte dyrebare Kurv tilbage.»
WERGELAND havde jo selv oplevet den samme flaue historie,
dengang han havde sendt Stella sølvkurven med jordbæret i.
Ogsaa et andet, af WERGELAND’s ungdomsarbeider er helt og
holdent inspireret af SHAKESPEARE, Det er efterspillet til farcen
«Irreparabile tempus» (1828). Allerede situationen er ægte
SHAKESPEARE^. Handlingen foregaar paa en kirkegaard; en graverkarl
holder paa at kaste jord op af en nygravet grav. To smaagutter
spiller klink mod en gravsten; en gammel kvinde vandrer om mellem
gravene og klager over sit forspildte liv. Stilen er helt og holdent
i SHAKESPEARE’S manér. Man kan vælge iflæng, hvilke af
efterspillets repliker man vil, til bevis paa denne paastand. Her blot en
enkelt prøve:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
