Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Wergeland. 11 J
(En Rad Natvioler, som over de søvnige
Roser prale, som Natten over Dagen J.»
At stjernerne blegner ved dagens frembrud, heder nu — og
først nu —:
«Stjernen viser sin blege Haan imod Dagen,
der springer fra Østen med blinkende Guldhjelm,»
Hvem kommer ikke uvilkaarlig til at tænke paa SHAKESPEARE’S
billedpragt, naar man læser, at Stella hæver sig fra sit leie «Hg et
Solglimt, der springer fra urørte Snebræ», eller naar det heder, at himlen
bærer maanen «Hg hvidvinget Due paa Ungmøens Skulder», naar
vandliljerne kaldes «Kjernets Stjerner» og maaltrosten «Nattens Fløite».
Ligeoverfor denne frodige billedvegetation kan man, som
allerede antydet, sige om SHAKESPEARE’S indflydelse, hvad WERGELAND
i et af disse ungdomsdigte siger om elskoven, at den er «som en
lunken Regn om Vaaren, der øser frugtbare Tanker ned, saa sødt
Digt og spraglede Planer, som Hyben og Epheu, voxer mod
Himlen under den Elskedes Smil.»
Men ligesaa vist som SHAKESPEARE har virket drivende og
be-frugtende paa WERGELAND’s fantasi, ligesaa vist har han ogsaa virket
bedøvende. Stimulansen har været stærk som opium. Den har
fremkaldt hallucinationer og delirier. Han har intet herredømme
over sine syner. Saa langt fra at beherske dem, beherskes han af
dem. En hofte bliver til «en Flok af Engle, med hvide, klappende
Vinger», som det heder i oden til Napoleon. En glat kvindelig
kind minder ham om «en Palmelund, der glinser i Morgenrøden».
Et sted siger han, at sorgen hersker over hans harpes strenge —
«lig en liderlig Munk» ; ved en anden leilighed finder han en slaaende
lighed mellem en af kjødelighed struttende kvindes øine
(modsætningen til hans ætheriske Stella) og — «en ynglende Pudel».
SHAKESPEARE’S billedpragt er præget af renaissancens rigdom
og kraft. I WERGELAND’S ungdomsdigtning er rigdommen bleven
til overlæsselse og kraften til forcerthed. Det ene billede stormer
efter det andet i rasende flugt. De slaar hinanden ihjel og opdynges
i store dynger, saa at læseren forvirres og overvældes. Ædelstene*
og guldbrokade er herlige sager; men naar man faar hele hestelæs
af dem over sig, kvæles man under al denne overflod. Han kan
ikke lade lady Sinclar sige de simple ord: «Du bør ikke sove nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
