Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. S. Welhaven. 153
Og saaledes som sagt paa mange punkter. Ikke tilfreds med
de mange besynderligheder og smagløsheder, som virkelig kan
plukkes sammen af WERGELANDS ungdomsdigtning, komponerer
altsaa WELHAVEN nye for sin modstanders regning. De berettigede
anker, kritikeren kunde fremsætte, var polemikeren ikke nok.
Allerede i 1834 — to aar efter offentliggjørelsen af «Henrik
Wergelands Digtekunst og Polemik» — erklærede WELHAVEN selv,
at han fandt nogle af ræsonnementerne i sit skrift umodne og
ufuldstændige, og i fortalen til iste bind af sine samlede skrifter erklærer
han, at hans kampiver halvt modstræbende havde revet ham ind i
fægtningen, inden han selv var rigtig vaabenklædt.
Naar man nu læser hans første bog, kommer man uvilkaarlig
til at mindes disse hans senere udtalelser og give ham ret i dem.
Han var ikke tilstrækkelig rustet til at kunne optræde med autoritet
som kritiker.
Hans literaturkjendskab synes ikke at have været stort, og de
fremmede forfattere, han nævner, nævnes paa en saadan maade, at
der er al grund til at tro, at han væsentlig kjender dem af omtale.
Naar han omtaler BYRONS mangler f. eks., sker det i saa upersonlige
udtryk, at det nærmest gjør indtryk af, at han har hentet sin viden fra
et leksikon. Først nogle aar senere har han læst BYRON.
Hans kjendskab til SHAKESPEARE har ogsaa været meget snevert,
da han debuterede som kritiker. Han kjendte f. eks. ikke Macbeth;
ellers vilde han ikke paastaaet, at det var nogle ufordøiede
reminiscenser af Ofelia, der havde frembragt Lady Sinclar; han vilde
have talt om ufordøiede reminiscenser af Lady Macbeth, i hvis
billede WERGELAND paavislig har skabt sin figur. Han synes heller
ikke at have nogen anelse om Ranalds forhold til de SnAKESPEARE’ske
narre; ellers havde han uden tvivl talt om det; han har i det hele
taget ingen ide om den WERGELAND’ske Ungdomsdigtnings intime
stilistiske forhold til SHAKESPEARE; ellers vilde han have
karakteriseret dette forhold og optrukket grænsen mellem den anerkjendte
engelske mester og den norske fusker. Nu slaar han dem paa en
vis begge i hartkorn.
Endelig fører han KLOPSTOCKS «Messias» i marken mod
WERGELAND — øiensynlig uden at have læst den. Efter at have udviklet
«den eneste fornuftige Grundanskuelse» i det stof, WERGELAND har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
