Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Norges Dæmring». I 59
af FOUGSTAD og en opsats betitlet * Kristianias Vinter og
Sommerdvale» af WELHAVEN — det er omtrent det eneste af indholdet,
som kan bringes i forbindelse med programmet. Resten er væsentlig
videnskabelige afhandlinger — af SCHWEIGAARD, MUNCH og STANG —,
oversættelser fra oldnorsk og nyere sprog, nogle digte og de før
nævnte anmeldelser af WELHAVEN. Stort mere er der ikke.
Redaktionen fik ingen støtte hverken af medarbeidere eller af publikum.
Derfor sygnede bladet hen og døde baade af literær og økonomisk
blodmangel i den spæde alder af to aar (september 1834). Som
der vittig er bleven sagt, havde navnet «uheldigvis et dobbelt Omen,
og i det sidste Aar sandede det — ikke den kampsnare, men den
tause Guds Navn, idet det forstummede i Maanedsvis.»
Men fordi om «Vidar» blev opgivet, var derfor ikke kampen
bleven opgivet. Et aarstid efter fremtraadte tre af
redaktionskomiteens medlemmer som redaktører af dagbladet «Den Constitutionelle»,
og endnu inden «Vidar» ved sin dødelige afgang havde bevist sin
komplette uskikkethed til at tage Fenrisulven afdage, stod
WELHAVEN allerede fuldt rustet til at bryde en landse med uhyret. To
maaneder efter at «Vidar» var gaaet ind, udkom «Norges
Dæmring», og dermed traadte striden ind i et nyt stadium, den
saakaldte «Dæmringsfeide». Striden var ikke længer et
studenteranliggende; den var bleven et nationalanliggende. Den dreiede sig heller
ikke længer om en enkelt digter og værdien af hans frembringelser,
det gjaldt folkets hele kultur, betingelserne for dets aandelige liv
i fremtiden.
Der fortælles i den WELHAvEN’ske familje, at en af de sidste
nætter før sin død drømte WELHAVEN, at han stod midt ude i en
vældig fos; den bruste imod ham, over ham, han prøvede forgjæves
at holde stand, han var lige ved at kvæles. Men fossen var ikke
længer en almindelig fos. Det var HENRIK WERGELAND.
Bag denne mærkelige drøm ligger der en gammel følelse fra
hans ungdoms kamptid, følelsen af den vældige naturkraft hos den
personlighed, som han havde optaget kampen mod. «WERGELAND
var et Uhyre i alt, ogsaa i Genialitet,» skal han engang have ytret
til sin søstersøn, historikeren ERNST SARS.
«Norges
Dæmring».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
