Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176 Andet tidsrum 1830—1845.
saa det. Specielt er anmærkningerne mange gange kostelige. Ret
som det er, falder oversætteren i staver over BRETON’S beretning, og
saa giver han sig til at vrøvle side op og side ned snart om
edderkopper og snart om KANT’S filosofi, snart om, hvorvidt mennesket
nedstammer fra søkoen, og snart om en havkat (stenbid paa
bergensk), der i aaret 1770 bed en zoologisk professor i fingrene borte
paa Findaas Præstegaard. Naturligvis maa han ogsaa give sin besyv
med i «Dæmringsfeiden». Et sted i fortalen skriver han nemlig:
«Vort Norge begynder alt mere og mere at komme sig efter Barselsengen,
baade i intellectuel og physisk Forstand, trods Dæmringens rimede, urimelige
Polemik. O, Yngling! jeg kjendte din Fader, omgikkes ham ei sjelden, hørte ham ofte
som begavet Prædikant, agtede ham høit for hans velsignede Omhue for de
ynkværdige saakaldte Spedalske i St. Jørgens Hospital; jeg tør sige her, «salige ere de
Døde, som døe i Herren, — deres Gjerninger følge med dem». Gud skee Lov,
han oplevede ikke din «Dæmring». O havde kun Ingen offentligen rørt ved den,
da havde den hensovet som flere slige exalterede Aandsfostre; og Du havde ikke
troet Dig en Martyr for en indbildt Sandhed, det Du nu formener Dig at være, og
bliver nu neppe ædru af Bersærker-Rusen. Slig Opbrusen af Ynglingens Blod er
ei at undres over; men at ’den sande Nordmand Foss vil sætte «Dæmringen» i sin
Bogreol er at undres over. — Dog maaskee det skeer efter hiint: «en Bog til
Kræmmerhuus er henlagt paa vor Hylde!»
WELHAVEN vilde vistnok have taget dette barnagtige angreb med
stor ro, hvis ikke den gamle havde været taktløs og smagløs nok
til at blande hans faders personlighed ind i sagen. Dette «Gud
skee Lov, han oplevede ikke din «Dæmring»» var jo i allerhøieste
grad skikket til at saare en natur som WELHAVEN, der dvælede ved
sin faders minde med den ømmeste pietet. Ellers havde han holdt
sig omtrent udenfor striden siden «Dæmringens» udgivelse; en liden
erklæring «Til Venner og Fiender» og et kort Mundhuggeri med
HENRIK WERGELAND i «Morgenbladets» avertissementsafdeling var hele
hans bidrag til kampen. Ligeoverfor HERTZBERG’S angreb kunde han
imidlertid ikke bevare sin tilbagetrukkenhed, og han skrev sit
berømte digt «Til Provst Nils Hertzberg», det sublimeste udbrud af
sorgfuld harme, glødende kampmod og begeistret tro paa sin sag,
som nogen ensom foregangsmand har udslynget her i Norge:
«Hvor kunde Du, der signede de Unge,
og vied dem i Templet med din Bøn,
forherlige, med Giften paa din Tunge,
en Faders Daad til Pine for hans Søn?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
