Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Wergeland. I O, I
paa at yde ham en haandsrækning, procederer Zobolam arvesagen
slig, at han faar hele formuen og arvingerne intet. En eneste familje
er ble ven igjen paa øen; den bringer han til at søge døden i
fortvivlelse over hans hjerteløshed. Men neppe er han bleven alene
tilbage, før en mængde smaadjævle myldrer frem og begraver ham
levende i hans eget korn.
WERGELAND har selv nogle aar senere forklaret, hvorledes denne
figur er bleven til. Han oplyser temmelig tydelig, at han har sigtet
til en prokurator PRAÉM, som han havde en langvarig proces med.
HARTVIG LASSEN finder baade farcen og den senere kommentar
meget uelskværdige, og det kan jo ikke nægtes, at det er en lidet
tækkelig maade at komme sin kontrapart tillivs paa. For
nutidslæsere har imidlertid denne side af sagen liden eller ingen interesse.
Hvad der derimod er værd at lægge mærke til, er, at WERGELAND
her uvilkaarlig er kommen til at ligne en ham forøvrigt temmelig
fjerntstaaende forfatter, nemlig dansken CHRISTIAN HVIID BREDAHL,
hvis dengang upaaagtede, men senere saa bekjendte «Dramatiske
Scener uddragne af et ældgammelt Haandskrift» var udkomne i
aarene 1819—22. Tilfælles havde disse to forfattere neppe andet
end en levende friheclskjærlighed og et brændende had til al
undertrykkelse.
I de nærmest følgende to aar var det ikke saa meget digteren
som journalisten og politikeren WERGELAND, eier lagde beslag paa
publikums opmærksomhed. Omkring begyndelsen af 1836 antog
nemlig striden mellem WERGELAND og hans modstandere en ny
karakter; den gik over fra at være literær til at blive politisk.
I tiden nærmest efter «bondestorthinget» i 1833 havde der været
temmelig stille i politiken. De literære stridigheder havde lagt,
beslag paa opmærksomheden; men i 1835 foregik valgene til det
følgende aars storthing. Hovednumret paa oppositionens program
var formandskabsloven, som kongen i 1833 havde nægtet sanktion,
fordi Storthingets beslutning havde givet formandskaberne større
myndighed, end kongen og hans raad fandt ønskeligt. Dertil
kom snart ogsaa Spørgsmaal af unionel karakter, specielt om det
norske flag.
«Statsborgeren» havde agiteret tappert under valgene, og dets
redaktør PEDER PEDERSEN SOELVOLD havde endog reist omkring og
Wergeland
og
<
Statsborgeren».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
