Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
224 Andet tidsrum 1830—1845.
naar det gjaldt fædrelandet og friheden. «Nu staar Kain der med
sin Broders Blod paa Haanden; det er Abels Klage, som gaar
gjennem Ørkenen. — Jeg klager, jeg klager, fordi jeg føler en
umaadelig Smerte, fordi jeg føler Fædrelandets i min-egen,
Branden af dets Taare paa Haanden, som fører denne Pen — fordi
jeg veed, at det hverken har Raad til at miste mig eller ham,
jeg anklager.» Det bedste bevis for, hvor dybt hans venskab for
DAA har været, og hvor ondt bruddet har gjort ham, er dog
digtet «Fordums Venner», hvori han allerede aaret efter rækker
haanden ud mod DAA til forsoning:
«Med Døden i mit Hjerte
og Smilet om min Mund,
og i mit Blik en Smerte
ifra vor Afskedsstund —
kom, Ludvig Daa, min Svorne,
jeg beder, kom, min Ven!
Af tusinde forlorne
jeg har en Stund igjen.
Kom, sæt dig ved min Side !
Kom, tryk dig til mit Bryst!
Du skal dets Kvaler vide;
saa lærer jeg din Lyst.
Der var Du engang hjemme
med al den Førstes Ret.
Ve mig, som ei kan glemme!
Ve Dig, som kunde det!
Vi sætte os paa Randen
af vildest Afgrunds Hang !
omfavne saa hinanden,
og saa min Ven — et Sprang!
Lad Dybet Tvende gjemme,
som vare engang Eet!
Ve mig,, som ei kan glemme !
Ve Dig, som kunde det.»
LUDVIG KRISTENSEN DAA modtog ikke den udstrakte haand.
Først da WERGELAND laa paa sit dødsleie, gjenfandt de gamle
venner hinanden. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
