Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Wergeland. 22Q
Benjamin, mit Barn!» hviner Oldingen og synker tilbage med
Døden i sit Aasyn. Forfærdet opdager maleren, at der er blod
paa den overskaarne kvist. «Der er Rædsel heri, men jeg maa
fortsætte.» «Inden tre Sekunder prange Adrians Blomster i
Malerens Vase. Der er ingen voldsommere, hensynsløsere,
selvkjær-ligere Lidenskab end Kunstnerens. Den kjender ikke Grændser,
Ret eller Synd. Den griber efter sin Lysts Maal med
Gigant-arme, fordi den troer den har et Gudehjerte.»
«JAN VAN HUYSUM malte Adrians Blomster. Der flød aldrig
et herligere Mesterstykke fra hans Pensel. Samvittighedsnag eller
maaske heller en angst- og ahnelsesfuld Overspændthed, drev hans
Geni til det højeste.» Stundom syntes han at se aanders aasyn
i blomsterne, og da de var visnede, begravede han dem paa det
omhyggeligste i viet jord og bad over dem. Men længe bagefter
vedblev han at male paa billedet. «Det blev aldrig fuldkomment
nok. Han syntes at erindre en ny Skjønhed, hvergang han lod
Haanden synke.» Endelig er han fornøiet med sit værk; han
løfter det op og betragter det. «Da falder en Draabe fra den
klare Luft derpaa.» Den spreder sig over blomsterne og bliver
siddende fast paa billedet som funklende klare dugdraaber. Det
var den gamle Adrians forsoningstaare.
Kan der tænkes en mere besynderlig fantasileg end denne?
Og dog, hvor ægte WERGELAND^ er den ikke, udsprunget som
den er af dybtliggende eiendommeligheder i hans væsen baade
som digter og personlighed. Dette bliver der imidlertid først
anledning til at paavise nærmere i den afsluttende karakteristik af
hans digteriske særpræg.
— I 1841 mistede hans søster AUGUSTA, der var gift med
pastor VEDØE, sognepræst til Jelse i Stavanger amt, en liden
datter, der var opkaldt efter bedstemoderen. I den anledning
skrev WERGELAND «Svalen, et Skjærsommermorgenseventyr for
Mødre, som have mistet Børn». Ogsaa dette lille arbeide er en
smuk fantasileg, der aabenbarer baade hans kjærlighed til naturen
og hans ømme medfølende hjerte. Det hele er henlagt til en
tidlig sommermorgen før solopgang. Han sammenfatter hele
naturstemningen i følgende malende træk: «Spurven sov endnu paa
Taget, Natsfinxerne havde taget Farvel med Skabioserne, men
ingen Sommerfugl var ude endnu.» I det slags naturmalerier
«Svalen».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
