Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
240 Andet tidsrum 1830—1845.
ikke; han fortsatte, som han havde begyndt, og søgte theoretisk
at begrunde den praksis, han fulgte, ja i theorien gik han endog
langt videre end i praksis. I 1835 skrev han en lang og
interessant afhandling, «Om norsk sprogreformation»; den optager hele
to og tyve sider i syvende bind af hans «Samlede Skrifter», og
endda skal dette kun være «et Uddrag eller et Fragment» af
WERGELAND’S manuskript, der var altfor vidtløftigt til at kunne
faa plads i det maanedsskrift, hvori afhandlingen saa lyset. Han
fremholder her specielt to grunde for gode norske ords overførelse
fra talesproget til skriftsproget. For det første kræver nationale
hensyn det; talesproget er rigt paa ægte norske ord; skriftsproget
derimod fuldt af danske. Hvorfor skal vi lade vore egne ord
fortrænge af fremmede? Hvorfor skal vore egne være simple og de
fremmede aristokratiske? Paa den maade kvæles nationalfølelsen.
Nei, lad os skrive vek istedetfor svag, spak istedetfor tam,
flaa-kjæftet for aabenmundet, jørmet for grumset, indtænkt for klog o. s. v.
Og for det andet er det hensynet til det lydbetegnende — det
onomatopoietiske —, der kræver optagelsen af norske ord i
skriftsproget. Mange af de norske ord maler ganske anderledes
gjenstanden for en norsk læser end de tilsvarende danske. De sætter
indbildningskraften i stærkere bevægelse, og «da er et Ord først
levende og døbt i Aand, naar det rører Indbildningskraften». Han
anfører en hel mængde eksempler paa saadanne gode norske ord;
men selv har han kun anvendt en brøkdel af dem. I dette stykke
var han ikke konsekvent — og kunde ikke være det, dels fordi
han derved vilde have sondret sig aldeles ud fra sin samtid, dels
— og fornemmelig — fordi det norske talesprog, dets ordforraad,
bøining, forhold til gammelnorsk o. s. v. endnu ikke var
videnskabelig undersøgt, saa det var umuligt at beherske det. Et
talende vidnesbyrd herom er netop WERGELAND’S «Langeleiken».
Disse folkeviser er nemlig helt og holdent skrevet i folkesproget
(dialekt fra Hallingdal), og forat sproget skulde blive saa korrekt
som muligt, har forfatteren ladet en student fra Hallingdal
gjennemgaa manuskriptet. WERGELAND roser ham som særdeles
kyndig i den hallingdalske mundart; men resultatet er ikke desto
mindre bleven, at samlingen — efter dialektkyndiges erklæring
— vrimler af sprogfeil. Ogsaa stilen vidner paa mange
punkt-ter mere om HENRIK WERGELAND’S pen end om hallingdølens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
