Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Wergeland. 259
trolighed med den. I kraft af det kan han forstaa og
sympathi-sere med naturen som ingen anden. Netop fordi han er istand til
at hæve den op til sig, formaar han ogsaa at sænke sig ned i dens
væsen og leve dens liv.
Denne evne til at være fugl med fuglen og plante med planten
er i større eller mindre grad tilstede hos alle ægte kunstnernaturer.
Den tyske forfatter HERMANN GRIMM, der som kunsthistoriker har
havt rig anledning til at samle iagttagelser paa dette Omraade, har
skildret den fortræffelig i en af sine noveller. Helten og titelfiguren
i denne novelle, den unge venetianske maler «Cajetan», er ifærd
med at male en ung dames portræt. I en pause, hvori hans model
hviler sig, gaar han hen til vinduet og ser ud i haven. Lige udenfor
staar der en sølvpoppel. «Solen skinnede paa den, et sagte pust
fra luften vendte fra tid til anden dens blade om; de vidste da
sin hvidglimrende bagside, som duesværme, der graat og
utydelig svæver op under himmelen, men nu pludselig vender om og
ligner en sky af snestjerner.» En liden bille med gyldne
vinge-dækker svæver omkring mellem poppelens solbeskinnede sølvblade,
Cajetan følger den med øinene, — og han glemmer damen, billedet,
atelieret, sig selv; han synes, at han selv er den lille bille, der
svæver om mellem bladene, og han nyder billens glæde over at
sværme om derude, ombølget af sollyset, sommerluften og
plante-dufternes sitrende strømme.
Hvad HERMANN GRIMM her har skildret med den psykologiske
kritikers raffinement, det har WERGELAND med kunstnerens
umiddelbarhed oplevet mangfoldige gange og givet udtryk i mange af sine
digte. Han ser paa en sommerfugl med et saa sympathetisk blik,
at han tilsidst gjør sig til dens ligemand. Han føler
sommerfuglenaturen i sig, og han betragter gyldenlakken i vinduet, saaledes at
man skulde tro, at digteren selv var en sommerfugl; han ophører
at tænke, og han nyder kun synet af solens leg paa de dunkle
blade. Den hele stemning har fundet et slaaende udtryk i følgende
vers, som han henvender til sommerfuglen:
«Flyv ind! flyv ind! Jeg ene er,
ej tænker mer end du; kun ser,
hvor Solen kan til Leg nedlade
sig mellem Gyldenlakkens Blade.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
