Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Asbjørnsen og Moe.
305
.gjort sine fem første forsøg som gjenfortæller af folkeeventyrene.
Blandt dem er «Somme Kjærringer ere slige>,, «Kari Træstak» og
«Gutten, som gik til Nordenvinden og krævede Melet igjen»;
bortseet fra enkelte stilistiske ændringer er de fortalte paa den maade,
der blev den endelige. Allerede i 1837 var altsaa ASBJØRNSEN og
MOE enige om at lægge den GRIM M’ske fremgangsmaade til grund
for sit arbeide.
Men neppe var dette
Spørgsmaal afgjort dem
imellem, før der meldte
sig et nyt, der var
adskillig vanskeligere. I
hvilken sprogform
skulde eventyrene
meddeles? Eventyrene
levede i
landbefolkningens sprog, altsaa i
norske folkedialekter —
skulde man nu
oversætte dem paa datidens
danske skriftsprog, eller
skulde man gjengi ve
dem i den dialekt, hvori
man havde hørt og
op-skrevet dem? Her var
gode raad dyre. Ved
en oversættelse til det
gjængse skriftsprog
vilde selvfølgelig
eventyrene tabe det meste
af sit præg, og paa den
anden side vilde en nøiagtig gjengivelse af dialekterne efter datidens
begreber stille dem udenfor den egentlige nationalliteratur. ASBJØRSEN
og MOE valgte den under disse omstændigheder eneste mulige ud vei:
de beholdt det almindelige skriftsprog, men optog paa samme tid særlig
norske ord og vendinger i stor udstrækning. Det var jo det samme
princip, som WERGELAND havde forfægtet i sin afhandling om «Norsk
20 — 111, norsk literaturhistorie. II.
P. Chr. Asbjørnsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
