Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
308 Tredie tidsrum 1845—1857.
ganske let at finde en ny, saa det virkelig et øieblik ud, som om
det hele skulde strande.
Endelig kom dog sagen i orden, og i begyndelsen af 1842
udkom det første hefte af «Norske Folkeeventyr, samlede ved
P. Chr. Asbjørnsen og Jørgen Moe». I løbet af et aars tid fulgte
to nye hefter, og dermed var første bind afsluttet. Andet bind af
denne udgave udkom aldrig; thi neppe var dets første hefte
udkommet, før hele det lille oplag af første bind allerede var udsolgt,
og udgiverne besluttede derfor at foranstalte en ny forøget og
gjennemseet udgave af den hele samling.
Og ligesaa interesseret som læseverdenen havde vist sig, ligesaa
anerkjendende havde kritiken udtalt sig. Ikke blot i Norge, men
i Sverige, Danmark og Tyskland hilsedes foretagendet som en
betydningsfuld literær begivenhed. Selv brødrene GRIMM
komplimenterede de to samlerere og udtalte sig offentlig med stor
aner-kjendelse om deres værk.
I Kristiania æsthetiske kredse havde man dog en indvending
at gjøre. Det var den samme indvending, som var ble ven rettet
mod HENRIK WERGELAND’S digtning. Som den var eventyrene for
raabarkede, for ultra norske. Ifølge «danomanernes» lære var jo
norsk ikke andet end en dansk dialekt, og det var derfor meget
simpelt og meget provinsielt at tale og skrive sit modersmaal.
Selv norske stedsnavne blev omstøbte i dansk form eller endog
ligefrem oversatte paa dansk. Inde ved bunden af Kristianiafjorden
ligger der saaledes et lidet skjær, der gaar under navnet Kavringen;
men selv dette navn var altfor norsk for de aller fineste, og om
en af dem fortælles det, at han aldrig kaldte skjæret andet end
«Tvebakken». Et ord som kavringen vilde han ikke tage i sin mund.
Intet under, at folk af denne leir ikke kunde forsone sig med
alle ASBJØRNSENS og MOE’S «norvagismer», men fandt eventyrenes
sprog altfor lavtliggende og plat. WELHAVEN, der senere blev
paavirket af dette sprog og i sine digte stadig blev mere norsk baade
i ordvalg og tonefald, ytrede i første øieblik sin uvilje mod disse
norskheder ved at hefte et mindre propert øgenavn til dem. P. J.
COLLETT lod sin misfornøielse komme tilorde i en anmeldelse af
ASBJØRNSENS «Huldreeventyr», og CAMILLA COLLETT paatog sig
endog at vise de herrer ASBJØRNSEN og MOE, hvorledes et eventyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
