Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
312 Tredie tidsrum 1845 —
akkorder, hvori de sidste dissonancer endelig finder sin løsning.
Derfor er her det mest passende sted at belyse hans digtning i sin
sammenhæng saavel som i sine enkelte dele, selv om flere af disse
dele ikke har noget med folkedigtningens indflydelse paa
kunst-digtningen at bestille.
— «Enhver, der kjender mig, ved, hvor lidet jeg har søgt at
gjøre noget Digter-Talent gjældende, og at min Pen fast har
indskrænket sig til, efter Evne, at oplive en Kreds, der i saa mange
Henseender var mig kjær,» skrev WELHAVEN under Stumpefeiden.
Han var altsaa bleven hele 24 aar gammel, uden at være kommen
til bevidsthed om sit digterkald.
Grundene til denne usædvanlig sene udvikling er ikke vanskelige
at finde. Først har nu vistnok hans kunstnerdrømme hindret ham
fra at komme til klarhed over sig selv; det var jo med penselen,
ikke med pennen i haanden, han drømte om at betræde de skjønne
kunsters helligdom. Og dernæst har hans høie tanker om
digtekunsten som den ædleste og største af alle kunster afholdt ham
fra at betragte sine frembringelser som andet end betydningsløst
dilettanteri. Den samme ideale opfatning af digtekunsten, der bragte
ham til at angribe WERGELAND, afholdt ham altsaa fra at betragte
sig selv som digter, tiltrods for at han ifølge sit eget udsagn skrev
vers «med en i Sandhed strømmende Produktion». «Trangen til
Udtalelse gav sig Luft, inden jeg egentlig havde Noget at sige,»
tilføier han.
Saa kom kampen mod WERGELAND, og under den modnedes
hans selvbevidsthed, ligesom hans tankeliv udvikledes til større
dybde og rigdom. Endelig begyndte digteren at røre sig i hans
indre som sommerfuglen bag puppens hylster. Men forvandlingen
var endnu ikke omme; tiden til at sprænge hylsteret og flagre ud
var endnu ikke kommen; dertil var forholdene altfor ugunstige for
en digtning som den, han følte sig kaldet til at skabe. Hele den
aandelige tilstand, han forefandt omkring sig, virkede isnende som
nattefrost paa hans genius. Før solen kom med varme og lys,
kunde ingen sang klinge fuldtonende fra hans bryst, og saa var
det, han udstødte det Utaalmodigheden nødraab, som kaldes «Norges
Dæmring».
At denne forklaring er rigtig, fremgaar tydelig nok af et par
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
