Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. S. Welhaven. 317
fuld af stridslyst og bersærkermod, som brevet til INGEMANN viser.
Og dog havde han øieblikke, hvori han var tilbøjelig til at anse
hele kampen for haabløs. Han og hans meningsfæller vilde maaske
aldrig bære seiren hjem. Men denne erkjendelse gjorde ham hverken
træt eller bitter. Han blev bare resigneret. Kampen skulde
fortsættes. Selv om seiren ikke vinkede i det fjerne, gjorde striden
dog sin nytte: den ryddede op i fiendernes falanks og rensede ud.
Saa var det, han formede sine to første antike sagnfigurer.
Den ene fik hans modstanders træk, saaledes som han opfattede
dem; den anden blev skabt i hans eget billede. Den første var
Glaukos, den anden Sisyphos.
Ifølge sagnet var Glaukos en bøotisk fisker. Engang da han
rystede de halvdøde fiske ud af sit net, levnede fiskene op igjen
ved at komme i berøfelse med det græs, der dækkede jorden. Han
smagte paa græsset, følte sig som en udødelig gud og sprang i
havet, hvor han hvert aar svømmer om ledsaget af havuhyrer. Hans
krop er bedækket med stene, hans lemmer er sønderslagne af
bølgerne, han udstøder bitre klager over sin udødelige elendighed.
WELHAVEN har gjort ham til et slags haiartet havuhyre, der
var «hellig og tryg i sin Bølge», hvor han svømmede om sammen
med tritonerne, indtil han blev greben af misundelse over de andre
fiskes Skjønhed, engang da Sirius’s Straaler «trængte ned til Havets
Vrimmel og Søen laa som et gyldent Glar».
«Han dukkede under, han søgte mod Dybet,
til Nattens Hjem, til Korallernes Skove,
hvor Straalerne svinde, hvor Bølgerne sove,
der vilde han bygge og herske blandt Krybet.»
Og Glaukos føler sig vei dernede i mørket mellem alle
mol-luskerne og korallinerne, der flokkes om ham og viser ham sin
hyldest. Endelig driver erindringen ham atter til at søge opad mjod
lysets pragt; men
«Det var for silde. Den hele Skare
af selsomme Dyr hang fast ved hans Side
og kunde sig dog ei fra Klippen slide
og vilde dog med gjennem Bølgen fare.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
