Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. S. Welhaven. 337
Der ligger bag alt dette en misforstaaelse, der i høi grad har
svækket levedygtigheden af WELHAVENS naturlyrik, idet den har
gjort adskilligt af den til udslag af en literær moderetning, der
forsvandt næsten ligesaa hurtig, som den var kommen. Naturens
egen poesi, saaledes som den fremstillede sig for hans blik, var
ham ikke poetisk nok; han vilde gjøre den endnu mere poetisk ved
at personificere den som disse overnaturlige væsener; i disse døde
og indtørkede levninger af overtroen mente han at have samlet
essensen af naturens poesi. Men naturstemningens duft kan kun
overføres til poesien gjennem en umiddelbar opfattelse af selve
naturen. Det er kun det direkte personlige indtryk, selvoplevelsen,
der kan gjengives saaledes, at stemning vækkes; det kan umulig
erstattes af noget tillært, ligegyldigt, om dette hentes fra den
græske mythologi eller fra de norske huldresagn. Digteren maa
altid i en vis forstand tro paa det, han skriver om, det maa være
levende i ham; men troen paa huldren var ikke levende nok i
WELHAVEN; hun var for ham en formel og ikke en følelse, og
derfor blev hun i hans lyrik et dødt tegn, der skadede den levende
personlige stemning.
Lad mig for at tydeliggjøre dette tage et enkelt digt for mig,
det nys citerede «Hvile i Skoven». Begyndelsen af digtet —
saalangt som citatet rækker — kan fremdeles læses med ublandet
nydelse; den er fin og duftende stemningsfuld; baade den, som har
skrevet, og den, som læser, har noget oplevet at holde sig til.
Baade digter og læser har havt en saadan hvilestund
«i Graneholtet ved Middagstid,
naar Sommersolen brænder»;
begge har følt den kvægende luftning, der «er saa blid som et Vift
af vinkende Hænder», begge har seet skovbundens fine tæppe og
nydt granduften, skovensomheden og sommermiddagens stilhed,
og fordi vi begge har følt det samme, forstaar vi hinanden og
samles i digtets tre første strofer om fælles minder i en fælles
stemning. Men saa kommer huldren og hendes «kvæg» og skal
gjøre det endnu mere poetisk — og saa er stemningen væk. Naar
jeg kommer til fjerde strofe af dette digt, der ved sin vakre,
ukunstlede begyndelse og ved KJERULF’S deilige musik er bleven
22 — 111. norsk literaturhistorie, II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
