Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34O Tredie tidsrum 1845—1$57-
Grad end Oehlenschlagers om Folkevisen. — Ingen norsk Digter
har saaledes som W. forstaaet at overføre Folkevisens Karakter,
dens eiendommelige Tone og plastiske Simpelhed i
Kunstdigtningen.»* Dette er fuldstændig misvisende. WELHAVEN’S forhold
til folkevisen er hverken saa enkelt eller saa intimt; den, som vil
bestemme det, maa regne med flere faktorer, og den endelige facit
vil da vise sig at være meget forskjellig fra den anførte.
Som bekjendt bruges benævnelserne ballade og romance
omtrent iflæng. Der har imidlertid været gjort forsøg paa at skjelne
mellem dem i henhold til ordenens forskjellige oprindelse, og for
nemheds skyld akcepterer jeg her dette forsøg. Balladen, er der
ble ven sagt, er en form, der har sin oprindelse fra de gamle
engelske ballader; benævnelsen romance er derimod af spansk
oprindelse og har oprindelig været brugt om de gamle fortællende
digte, hvorpaa den spanske literatur er saa rig.
Sammenligner man nu de spanske romancer med de engelske
ballader, saa vil en fremtrædende væsensforskjel hurtig springe
i øinene. Den spanske romance er et fortællende digt af rent
episk karakter: den beretter i et jævnt og detailleret foredrag om
de personer, der optræder, og de begivenheder, der foregaar. Den
engelske ballade derimod udmærker sig ved et i høi grad
springende og ujævnt foredrag; snart antager den et stærkt lyrisk, snart
et fremtrædende dramatisk præg. Den springer over alle forklarende
og motiverende biomstændigheder og gaar lige løs paa hovedsagen,
indfører personerne i dramatisk spændt replikskifte, stiller skarpe
modsætninger uformidlede mod hinanden og er til enkelte tider
ligesaa knap i sine meddelelser, som den til andre tider er dvælende
lyrisk i sin fastholden af et enkelt moment.
Som alle germaniske folkeviser er de nordiske i nær slægt
med den engelske ballade. Det samme springende, bevægede
foredrag gjenfindes i dem, og det bekjendte omkvæd, der næsten
bestandig udmærker dem, bidrager yderligere til at give dem et
bevæget præg.
Overfører man nu denne bestemmelse af forskjellen mellem
* H. OLAF HANSEN: Den norske Literatur fra 1814 indtil vore Dage. Et
Bidrag til en norsk Literaturhistorie. Kbhv. 1862, side 83—84.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
