Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
344 Tredie tidsrum 1845—1%57-
Og den samme nøiagtighed i planlæggelse og udførelse
udmærker ogsaa WELHAVEN’S nationale romancer. Folkevisens
slurvet-hed hørte efter hans mening ikke hjemme i kunstpoesien; her
gjaldt det at fremtræde soigneret. Den skjødesløse motivering, de
pludselige og uforudseede spring, hele den naive ujævnhed, der
udmærker folkevisen, eksisterer ikke i hans nationale romancer.
Foredraget er overalt roligt, klart, jævnt fremadskridende.
Ogsaa en anden udenlandsk digter viser sig et enkelt øieblik
ved indgangen til WELHAVEN’S nationale romancedigtning. Det er
i selve «Eivind Bolt», man skimter ham. HARTVIG LASSEN har
stemplet dette digt som det ypperste blandt WELHAVEN’S nationale
romancer; her er «Folkefantasiens Naturdrømme og de halvhistoriske
Sagn udformede til den største Klarhed og Anskuelighed»; her
«er den mest karakteristiske Naturdigtning, Huldresagnet gjengivet
i een hel Støbning». Mod denne opfatning har L. DIETRICHSON
protesteret, idet han har fremhævet, at den sidste og væsentligste
del af digtet har hentet sit stof fra Tannhaiisersagnet, altsaa ikke
har national oprindelse. Han siger herom: «Eivind Bolt, der
indtaget i Bjerg hos Huldren glemmer alt for hende, indtil endelig
Erindringen om Hjemmet griber ham, saa han vender tilbage, men
gaar som en Fremmed enlig i den yngre Slægt, og da han kommer
for at forsones i Kirken, forbandes af «den isgraa Klerk», hvorfra
han vender tilbage til Huldren — er i den sidste og væsentligste
Dei af Sagnet vei neppe udsprunget paa norsk Grund; det er
sikkerlig en Overførelse af Tannhaiisersagnet, en Overførelse, der
neppe er skeet ganske i Overensstemmelse med det norske Folks
Karakter, ligesom saadanne Omplantningers Berettigelse altid ere
af en tvivlsom Natur, da de mere eller mindre nærme sig det af
Kunstdigtningen opfundne Folkesagn, der dog stedse er og bliver
en Uting.» Denne benyttelse af motiver fra Tannhaiisersagnet gjør
i mine øine ikke stort fra eller til, naar WELHAVEN’S forhold til
den nationale digtning skal karakteriseres. En anden baade af
LASSEN og DIETRICHSON upaaagtet omstændighed er derimod af
langt større interesse, den nemlig, at «Eivind Bolt» staar i et
paa-tageligt forhold til BYRON’S poetiske fortællinger, specielt til hans
«Mazeppa». Kompositionen minder om den BvRON’ske; versemaalet,
der klinger saa ægte WELHAVEN^, er det, hvori «Mazeppa» og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
