- Project Runeberg -  Illustreret norsk literaturhistorie / Bind II (1ste halvbind) /
350

(1896) [MARC] [MARC] Author: Henrik Jæger, Otto Anderssen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

350 Tredie tidsrum 1845—

«Jeg saa engang blandt Neldeklynger hænge
en sjelden Puppe med et gyldent Skin;
jeg maatte djervt igjennem Krattet trænge
og tænkte alt: nu er den sikkert din;
men, nær ved Maalet, saa jeg Psychen sprænge
den lyse Skal, der leded mine Trin;
den folded ud sin Pragt for mine Blikke,
jeg fulgte den, — men naaede den ikke.

Saaledes fjernes Maalet for din Møie

ved hver en Vinding paa den steile Sti;

hvert Tryllesyn, der glimrer for dit Øie,

er Moder til et større Trylleri;

men naar det fødes, ser Du ganske nøie

det førstes Ynde slukke sig deri;

det nye Billed er saa skjønt at eie, —

og atter færdes Du paa bratte Veie.

Og dog er denne Higen i dit Indre
din Vandrings Ledetraad og Støttepunkt;
Du haaber kun, fordi Du tør erindre, —
i Tidens Vexel er dit Hjerte ungt.
Tilsidst Du har en Glæde, der kan lindre
hvert Savn, der synes nagende og tungt
Du ved, at Skuffelsen, hvor Døgnet gjærer,
ei gjelder Livet, som dit Indre nærer.

Da staar din Engel atter ved din Side,
og hvad han lo ved, har din Stræben bragt.
Du saa i hver en Dyst. Du maatte stride,
et gyldent Glimt af Idealets Pragt;
men Lønnen for det Alt, Du maatte lide,
var kun at kjende Grændsen for din Magt;
naar den er fattet, er din Higen svaiet, —
da har din Vandring naaet Idealet.»

Gjennem kamp og gjæring, gjennem sorg og skuffelser førtes
dette digterliv fremad med klarhed og fred. Alt det ru og hvasse
i WELHAVEN’s væsen smeltede efterhaanden, og tilslut fandt han i
sit eget indre den forsoning, som han savnede omkring sig.
Allerede i «Halvhundrede Digte» (1848) heder det:

«Og i mit Indre udbredt var

en stille Fredens Aand,

mit Liv var som en Blomst, jeg bar

udfoldet i min Haand.»

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 10:49:42 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ilnolihi/2/0368.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free