Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Andreas Munch. 305
sitetsbibliotheket i Kristiania, og i de høie, stille bogsale dalede der
over ham en stille fred, der dulmede smerten. Det er dette, han
har besunget i digtet «Paa Bibliotheket», samlingens bedste og et
af MUNCH’S ypperste:
«Værer hilsede
I stille Haller!
Stille og fredede som Klosterets,
Men ikke dumpe, ikke lukkede
Som disse!
Netop da Verden
Med dens Lyst og dens Farver
Havde lukket sig for mig, —
Da Sorgens Dække var faldet
Mellem mig og de Levendes Land —
Stille Haller! da aabnede I
Eders Porte for den Udstødte
Og gav ham et Fristed,
Hvor han kan dvæle med Fred —
Vandre mellem Tause og dog Talende,
Ene, og dog ikke eensom.
Thi rundt om de høie Vægge
Er Slægternes hellige Arv samlet,
Og Fortidens store Aander
Omgive mig her
Med deres bedste Tanker,
Og vidne:
At Menneskets Sjæl
Allerede her paa Jord
Kan overleve Døden.»
o. s. v.
«Sorg og Trøst» var tilegnet de sørgende, digterens
«Med-vandrere paa samme tunge Gang», og baade sørjfende og ikke
sørgende greb bogen og læste den med begjærlighed. I løbet af
et aar oplevede den hele tre oplag, og flere oplag fulgte senere
efter. Det var specielt det saakaldte blide kjøn, der fordybede sig
i samlingen, og mangen en dame, der nu er omkring de seksti, vil
kunne fortelle, hvorledes hun for firti aar siden har udgydt strømme
af medfølende taarer over den sørgende og klagende digters vers.
Det var et fuldstændigt sidestykke til de taareflomme, som deres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
