Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
396 Tredie tidsrum 1845—1857.
mødre i sin tid havde udgydt over RICHARDSON’S engelske
familje-romaner. Femtiaarenes mænd var derimod ikke saa blødhjertede,
som deres fædre havde været. Det er en dybt rodfæstet nordisk
forestilling, at den ægte sorg og smerte er taus; det er umandigt
at lade den bryde ud i klager, saa alverden hører’paa det: at klage
er ensbetydende med at klynke. Stum sidder Egil Skallagrimsøn
ved sine faldne sønners høi, og kun modstræbende digter han det
mindekvad over dem, som hævdet skik og brug gjør ham det til
en pligt at digte; leende dør Ragnar Lodbrok i ormegaarden, det
vilde være svaghed af ham, om han gav sin smerte luft. Nyere
tider har dæmpet, men ikke udryddet denne forestilling. Det ansees
fremdeles for umandigt at klage, og kulturudviklingen har ført
derhen, at det ogsaa er bleven anseet for stødende og upassende.
LESSING har ret, naar han i sin «Laokoon» siger, at vi finere
europæere af en klogere efterslægt ved bedre at beherske vor
mund og vore øine end de gamle grækere, der ikke ansaa det for
en skam for en mand at klage af sorg og skrige af smerte. MUNCH
var i denne, som i saa mange andre henseender, et mere kvindeligt
end mandligt gemyt; derfor blev ogsaa de kvindelige læsere hans
deltagende fortrolige, medens mændene trak sig tilbage fra al denne
sorg og jammer, der aldrig vilde tage ende. Med «Sorg og Trøst»
blev MUNCH damernes specielle digter, og han vedblev at være det
hele resten af tidsrummet.
Tiden fra udgivelsen af «Sorg og Trøst» til BJØRNSONS
fremtræden med «Synnøve Solbakken» har man i sin tid døbt «det
Andreas Munchske interregnum». Det er jo en temmelig
nær-gaaende og lidet hensynsfuld benævnelse; men den indeholder dog
en ganske træffende karakteristik; den siger, at i dette tidsrum var
ANDREAS MUN"CH et slags overhoved i den norske literatur uden
at besidde tilstrækkeligt af de fremragende egenskaber, som kræves
af en hersker. De forfattere, hvis virksomhed havde kastet glans
over den sidste halvdel af firtiaarene, forstummede en efter en.
Efter 1850 udgav WELHAVEN ikke en eneste digtsamling før i 1860;
han stod ikke længer som digterflokkens første mand; han havde
nedlagt sit scepter, trukket sig tilbage til sit studerværelse og
fordybet sig i literaturhistoriske studier. JØRGEN MOE havde søgt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
