Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4O2 Tredie tidsrum 1845—1857.
Ogsaa lady Russell maa undergaa en meget karakteristisk
renselses-proces, inden hun finder naade for MUNCH’S øine — hvad G.
BRANDES kort og greit har paavist i sin nysnævnte kritik. Han
siger: «Lady Russel havde tilbragt fjorten Aar i et glædesløst
Ægteskab med en anden Mand og været tre Aar Enke, da hun
blev gift med Lord Russell. Det overspringes; thi det er ikke
harmonisk. Hun var tre Aar ældre end sin Mand. Det forties,
thi det er ikke efter Opskriften, ikke lykkeligt og skjønt. Men
det forklarer hendes Lidenskabs Art, som ellers er en Lidenskab
i Almindelighed. Det viser, hvad brændbart Stof der var ophobet
i hendes Sjæl, en Sjæl, som et halvt Livs Ubekjendtskab med
Lykken havde udtørret. Det viser, at hun ikke elskede som Julie
i Kraft af Romeos Skjønhed og sine 15 Aar, men med en Elskov,
som Savn og Ensomhed havde forberedt, som Bevidstheden om at
have de 30 Aar bag sig havde givet Angesten for at miste og
Trangen til at erstatte Ungdommens Tiltrækning ved
Hengivenhedens Ubegrændsethed. En 34-aarig Kvinde elsker ikke alene
anderledes end en i/-aarig, men begynder ogsaa at elske
anderledes. Det viser fremdeles, at hun ikke elskede Lord Russell af
Pligt, men af Drift, og forvandler Forherligelsen af Ægteskabet til
Forherligelse af Kjærligheden.»
Da denne kritik blev skrevet, holdt GEORG BRANDES paa at
forberede sig til sin polemik mod den hendøende, af
OEHLENSCHLAGER indviede literaturretning. Man mærker allerede polemikeren,
naar han gjør denne retning ansvarlig for stykkets mangler. Det
var i hans øine «et af de sidste mulige Producter af den
Oehlen-schlågerske Maner og Skole». Det er dog uden tvivl snarere
tyske end danske literaturfrembringelser, der danner stykkets
literære forudsætninger, og J. L. HEIBERG har vistnok seet rigtig,
naar han i sin censur nævner SCHILLER’S «Maria Stuart» og
HEINRICH LAUBES «Graf Essex» i denne forbindelse. Han finder det
hele altfor traditionelt og udslidt. «Det forekommer En ved
Læsningen,» siger han, «som om man havde læst Stykket mange Gange
før. Virkelig gives der ogsaa et stort Antal Theaterstykker, som
gaar ud paa, at en Person uskyldig dømmes til Døden, og hvor
Handlingen i sidste Akt foregaar i et skummelt Fængsel, hvor en
mat Lampe brænder paa Bordet, medens Familie og Venner tager
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
