Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
406 Tredie tidsrum 1845—1857.
for at drikke den gamle digters skaal. Prof. DIETRICHSON holdt
talen; en festsang ledsagede den, og et udvalgt kor af ældre
studentersangere afsang endel af sit repertoire, hvoriblandt MUNCH’S
«Brudefærden i Hardanger» selvfølgelig ikke manglede. Prof.
DIETRICHSON havde talt saa varmt og anerkjendende, som man kunde
forlange af en festtaler; men alligevel mærkedes det hist og her,
at han tilhørte en yngre generation end jubilanten. Professor
MONRAD greb derfor ordet som repræsentant for digterens egen
samtid. Det gjorde et underligt indtryk, da MUNCH midt under
talen høit udbrød: «Altsaa er jeg dog ikke død!» I disse ord
laa der megen bitterhed over, at tiden var løbet fra ham.
Aands-frisk som han endnu var, vilde han ikke indrømme, at det var
hans muse, som var bleven gammel; det var bare den yngre slægt,
som var bleven skakkjørt; den forstod sig ikke længer paa virkelig
poesi; den havde ladet sig forføre baade af falske poeter og
profeter.
Men jeg har ogsaa et andet indtryk fra denne fest, hvortil jeg
havde den ære at være indbuden som eneste repræsentant for den
skakkjørte literære ungdom. Det er et indtryk af en mere harmonisk
art, og det kaster ligesom et slags karakteriserende belysning over
MUNCH’S digterpersonlighed. Talen var holdt, og sangen var sunget.
Med blottet hoved traadte MUNCH frem ved den øverste ende af
bordet for at fremsige det digt, han havde skrevet som svar. Hans
hustru og deres eneste datter stod ved hans side. De lange
graa-hvide digterlokker faldt ned mod hans skuldre, og paa et blødt
sprog, mere ligt dansk end norsk, fremsagde han sine vers, medens
den synkende sol kastede enkelte Straaler gjennem det tætte løv
og lagde en gylden aftenglans om hans skikkelse. For mig blev
det et historisk øieblik; den sildige augusteftermiddag, den synkende
sol, den gamle falmede skikkelse, det underlige sprog, de stive,
kraftløse vers — alt forenede sig til det indtryk, at jeg her stod
ansigt til ansigt med selve den tid, som svandt, og at den netop i
Øieblikket — ligesom solen — holdt paa at dukke under i
horisonten. En saadan langsom dalen mod horisonten var i
virkeligligheden de sidste tyve aar af MUNCH’S digterliv.
Vaaren 1884 skulde han som sædvanlig flytte ned til sin villa
paa Lolland; men han blev syg, forinden han kom afsted. Paa en
villa lige ved Kjøbenhavn slog han sig ned i stedet, og her døde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
