Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nicolai Østgaard. 445
en sort snegl bevæge sig henad en støvet landevei.» I det store
og hele taget er denne karakteristik rigtig, selv om den i formel
henseende vidner om en ungdommelig tilbøielighed til at sætte
sagen paa spidsen.
Hvad der gav ØSTGAARDS skildringer værdi, var hans
fortrolige kjendskab til sit emne. Med berettigelse fremhævede han
dette kjendskab i sit forord og kritiserede skarpt de overfladiske
folkelivsfremstillinger, som sværmeriet for det nationale havde
frembragt. Publikum «har aldeles ikke været kræsen i at tage tiltakke
med det, som blot har været stemplet med Nationalitetens
Mærke-øx», skrev han; «det Nationale har været i Mode, og man har
blot behøvet at sætte frem en Smørbut og en Melkeringe med
behørige Attributter af Luur og Horn og Bjeldeklang under
Overskrift «En norsk Sæter», og strax er Publikum bleven henrykt, og
har raabt: Hvor prægtigt! hvor nationalt! om der forresten ikke
var mere norsk Sæter deri end i et dansk Meieri. Men rigtignok
har man ogsaa for Størsteparten været undskyldt heri: man har
ikke havt bedre Kjendskab til Sagen.» Enhver skjønner, at det
er til C. P. Rus og «Til Sæters», han nærmest sigter, og Rus
følte ogsaa snerten og ærgrede sig over den. Den begeistring for
det nationale, som ØSTGAARD ved denne leilighed harcellerer en
smule, kom forresten hans egen bog tilgode. Den oplevede en
efter datidens forhold storartet succes. Første oplag blev udsolgt
paa nogle faa maaneder, og det næste oplag fandt ogsaa en
forholdsvis rask afsætning. I det hele er der udkommet fem oplag
af bogen, og trods sine mangler vil den vedblive at høre til de
værker, som enhver maa gjøre bekjendtskab med, om han vil sætte
sig ind i Norges literære historie i vort aarhundrede. Paa
strækningen mellem MAURITS HANSEN’S «Luren» og BJØRNSON’S «Synnøve
Solbakken» indtager den en meget fremskudt plads ved sit sunde
og fortrolige kjendskab til den norske bonde. Havde ØSTGAARD
havt literær evne, som han havde interesse for sit stof og
kjendskab til det, saa vilde den BjøRNSON’ske bondenovelle være
kommen for sent til verden.
Saa lidet ØSTGAARD end havde lært af AUERBACH, vedblev han
dog at omfatte den tyske forfatter med stærk beundring og føie
sig som et slags norsk efterkommer efter ham. Han introducerede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
