Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Dølen». 541
Poeter som ero til at graata af, som låta sine «Personer» vera
Taarepersur.» Dette og meget andet spotter VINJE som unaturligt
ud fra sit realistiske standpunkt. Og dog er heller ikke han helt
ud konsekvent og klar i dette punkt. Naar det kommer til stykket,
lader han det staa hen som et stort Spørgsmaal, om digteren skal
skildre livet sligt, som det er, eller han skal forskjønne det. «Det
aalmenne Folkevit maa segja: vi hava nok af Styggedomen i Livet
med det, vi dagstødt sjaa, om ikki Kunstnaren skal taka slikt med,
for skal han ikki upplyfta vaar Tanki, so kunna vi vera honom
forutan.» De unge norske digtere lider af en sygdom, paastaar han,
«og denne Sjuken er, at vi saa tidt visa fram det raae Liv og kalla
det nationalt alt: ein raudkantad Stakk, ei kvit Kufte, Ludren, som
ljomar i Lidi, Kubjøllur og Lokking, Kortspil om Gjenta,
Armods-domen i Tanke og Tale, Husmanns-Stoga med halvnakne Ungar og
Trætte millom Foreldri, med eit Ord: Skinnfelden er det, som vi
saa tidt hevja upp til norsk Flagg.» Hvis ikke «maalet» havde været
der, skulde man tro, det var WELHAVEN og ikke A. O. VINJE, som
havde skrevet det sidste citat; dette med skindfelden er specielt saa
ægte WELHAVEN’sk, at man føler sig fristet til at tro, det er hentet
lige ud af hans mund.
Det er altsaa paa en vis maade en kløft mellem VINJE’S theori
og praksis som kritiker. Hans sunde sans fører ham til at anlægge
den realistiske maalestok i det enkelte virkelige tilfælde; men
saasnart han skal fremsætte almindelige theorier, viser det sig, at ogsaa
han er bunden af den gamle skoles Synsmaader. Han var da paa
dette punkt en overgangsskikkelse, han som de andre af periodens
forfattere, selv om han stod som en af de mest fremskredne.
Ligeoverfor HENRIK IBSEN staar VINJE i regelen meget
beundrende. «Ingen annan af vaare Komediskrivarar sosom A. Munch
eller B. Bjørnson kann skriva so dramatisk eller med den poetiske
Glans eller den leikande Magt over Tungemaalet, som Ibsen,» skriver
han" i 1866. «Skal der vera Tale om Samanlikning, so standa dei
der som flaue Herrar mot Ibsen. Dette skal Literaturhistorien
segja, om so han gjeng lønalaus; og den skal segja dette til Spott
og Skam for dei Magter, som hava lønt deim og ikki honom.»
Der var bleven sagt, siger VINJE, at om WERGELAND og WELHAVEN
var bleven slaaet sammen, vilde de have.været én mand af første
Vinje og
Henrik Ibsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
