Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
354 Fjerde tidsrum 1857—1869.
med HENRIK WERGELAND og med de moraliserende digtere fra
slutningen af forrige aarhundrede. Det er en af de egenskaber, der
fjerner hans «Ferdaminni» fra «Harzreisen». Og paa samme tid,
som der er ting, der peger tilbage mod en længst afsluttet periode,
er der ogsaa ting, som peger frem mod en ny tid. Man behøver
bare at læse de første sider for at faa en levende følelse af dette.
Forfatteren reiser fra hovedstaden med jernbanen, og han begynder
sin bog med en lang omtale af jernbanen.
Hvad var jernbanen for de andre datids-forfattere? Den var
prosaen, den var den voldsomme forstyrrelse af naturens fred, den
var de rette linjers prosaiske afbrydelse af landskabets bløde linjer.
Allesammen klager over dette, det er en sorg og en sut over
jernbanen, saa stor, at selv CAMILLA COLLETT er med paa den. AASMUND
OLAFSEN VINJE tager derimod et andet standpunkt. Han er her den
moderne mand, den mand, som ser klarere og tænker dybere, end
alle de andre har seet og tænkt. Begyndelsen af «Ferdaminni» er
forsaavidt et gjennembrud, som den vender det almindelige
standpunkt om og derigjennem stiller sagen paa hovedet. Den lyder
saaledes, og det er klassisk prosa, som her citeres:
«Mange meina, at aka paa Jarnvegen er leidt og keidt og iltid
likt seg sjølv; men eg, som er leid af trøyttkjørde Øykir j og
Skranglekjerrur, eg finner det som eit Dikt at fara so fort og sjaa
Tre og Steinar og Tuvur og alt, som i Vegen kann koma, at syna seg
fram i ein Augneblik og atter renna fraa os som skræmde Fuglar,
og so høyra Eimvogni frøsa som ein annan Hest og faa Mat og
Drykk af Kol og Vatn. Det er sama Drivkraft som i Hesten og
meg og deg, berre paa ein litit annan Maate, so det no ikki er verdt at
tala um leide og keide Drivverk og slikt nokot, liksom det berre
skulde vera Kol og Vatn og Eld og Malm. «Der er ei Livsens
Aand i Hjulom», som Profeten talar um.
Det er Mannatanken, som her paa Skaparvis hever blaasit Liv
i Nosi paa Jordklumpen, og gjort Kol og Vatn og Eld og Malm
til Tenaren sin; derfor skriker og frøser i Fugleflog denne Tenaren
under Svipuslaget af vaar Aand, og me sitja paa vaar Sigervogn
stoltare enn dei romerske Sigerherrar, og turva ikki som dei hava
ein narreklædd Mann bak paa Vogni, som ropar til Mannegarden
paa baade Sidur af Sigerskeidet;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
