Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
562 Fjerde tidsrum 1857—1869.
«Alt dette Vaarliv eg atter fekk sjaa, som sidan eg miste.
Men eg er tungsam og spyrja meg maa: tru det er det sidste?»
Han slaar sig tilro med den trøst, at han har faaet nyde meget
vakkert i livet. Frå vaarglæden gaar han atter over til tanken
paa døden, og bag al den lyse naturjubel synes han at høre suk
fra de afdødes aander.
«Derfor eg fann inillom Bjørkar og Bar i Vaaren ei Gaata;
derfor det Ljod i den Fløyta, eg skar, meg tyktest at graata.»
Denne slutning er karakteristisk for VINJE; den aabenbarer en
side af hans væsen, som giver et temmelig vidt overblik over hans
digteriske eiendommelighed. Paa bunden af hans natur laa der
en umiddelbar og varm følelse; men denne følelse var tidlig kommen
under refleksionens herredømme; den kunde i enkelte tilfælde
indgaa en harmonisk forbindelse med denne refleksion; men ofte tog
refleksionen rent magten fra den og pegte fingre ad den. I slige
tilfælde var det, VINJE rigtig slog gjækken løs og blev kaad og
skøieragtig; da var det, han «heineiserede», og undertiden var det
ikke frit for, at han ogsaa «byroniserede» en smule.
Men man vilde tage meget feil, hvis man i ham vilde se en
repræsentant for den «verdenssmerte», der havde spillet en saadan
rolle i den europæiske literatur en menneskealder eller saa omtrent
før hans optræden. Han tilhørte en ny slægt, og jo længer han
levede, desto mere modernt blev hans livssyn. Han var
evolutionist med liv og sjæl og troede som en kulsvier paa udviklingen;
han var en hader af al stilstand og alt mørke, han elskede
oplysning og fremgang i tænkning og kultur med seig begeistring, og
han greb enhver leilighed til at bryde en lanse for denne sin
kjærlighed. Skjøndt bondefødt var han mindre end nogen i
samtiden blind for alt det forældede i vor landbefolknings tænke- og
levemaade, og han var paa jagt efter det, hvor han kunde finde
anledning til det. Man behøver bare at læse «Ferdaminni» for at
erkjende, med hvilken utrættelig iver han driver denne forfølgelse.
Ogsaa naar det gjaldt bybefolkningen, huggede han løs, Skjøndt
han her ikke formaaede at tale med den samme autoritet. Paa sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
