Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
$ JO Fjerde tidsrum 1857 —1869.
at de i fællesskab skulde skrive et dramatisk arbeide. BERNHOFT
havde en levende interesse for theatervæsen og skrev selv flere
dramatiske arbeider, der blev opført paa Kristiania norske theater.
Efter hjemkomsten henvendte IBSEN sig til ham med et udkast til
et lystspil, som han foreslog, de skulde udarbeide i fællesskab.
BERNHOFT undslog sig imidlertid, og IBSEN skrev stykket alene. Det
er det utrykte «Sankthansnatten», et om de HosTRUp’ske komedier
stærkt mindende arbeide, der ikke gjorde synderlig lykke.
Literatur-historisk interesse har det forsaavidt, som HENRIK IBSEN her driver
gjøn med huldreromantiken, noget, han forresten allerede havde
været inde paa i den tid, han skrev digte i «Manden».
I de følgende aar leverede han et dramatisk arbeide hvert aar.
Det var en af hans forpligtelser at skrive et nyt stykke til hver
2den januar, theatrets aabningsdag, og hån opfyldte den trolig.
Efter «Sankthansnatten» fulgte en omarbeidelse af «Kjæmpehøien»,
derpaa kom «Fru Inger til Østraat», saa «Gildet paa Solhoug» og
endelig «Olaf Liljekrans».
a Af disse stykker gjorde «Gildet paa Solhoug» uden
sammenligning mest lykke. I fortalen til anden udgave fortæller forfatteren
selv følgende: ««Den bergenske lyrik», der efter sigende skal have
afgjort de seneste politiske valg deroppe, svulmede paa hin
theater-aften højt i det fuldt besatte hus. Forestillingen endte med talrige
fremkaldelser af forfatteren og af de spillende. Senere på aftenen
gav orkestret, ledsaget af en stor del af publikum, mig en serenade
udenfor mine vinduer. Jeg tror næsten, jeg lod mig henrive til at
holde et slags tale til de forsamlede; jeg ved i al fald, at jeg følte
mig såre lykkelig.»
Nogle maaneder efter blev stykket spillet paa Kristiania theater
og gjorde ogsaa der lykke hos publikum, men blev haardt eller i
al fald mindre elskværdig behandlet af avisernes theateranmeldere.
BJØRNSTJERNE BJØRNSON/ der dengang var theaterkritiker i
«Morgenbladet», skrev vistnok flere artikler i anledning af stykket, som han satte
stor pris paa og omtalte med den varmeste interesse. Dog derom
nærmere, naar vi naar frem til BJØRNSON. De andre «kritikere» saa
derimod ikke, hvad BJØRNSON saa, og stykket fik en behandling,
der ikke var videre tækkelig. I den nys citerede fortale til anden
udgave gjør IBSEN nar af den kritik han dengang fik; han gjør det
med overlegen ironi, og han har fuld ret til at gjøre det. Hvad
«Gildet paa
Solhoug».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
