Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen. 581
meise med denne anskuelse blev da ogsaa arbeidet paabegyndt paa
prosa. Jeg har ladet mig fortælle, at der blandt de endnu
util-gjængelige papirer, som en af IBSEN’S venner har efterladt, skal
findes et næsten fuldstændigt eksemplar af «Kjærlighedens komedie»
paa prosa; men selv om dette ikke skulde forholde sig saa, har det
i alle fald lykkedes mig at fremdrage og beskrive et brudstykke,
der indeholder begyndelsen af første akt. Brudstykket eies nu af
Universitetsbibliotheket. I denne skikkelse skulde skuespillet hede
«Svanhild» efter den kvindelige hovedfigur, og de bevarede
prosascener følger næsten replik for replik de tilsvarende scener i den
endelige form, saaledes at denne for disse sceners vedkommende
maa karakteriseres som en fri metrisk omskrivning af det
oprindelige udkast paa prosa.
Men IBSEN blev mere og mere misfornøjet med sin prosadialog,
jo længer arbeidet skred frem. Den naturlige prosadialogs vordende
mester syntes, at hans tanker klang matte og hans billeder farveløse
i denne jævne graa hverdagsstil. Nei: op paa vingehesten paany,
lad jambernes femfodede ganger stampe takt til rimenes klang, lad
ungdommens varme ømhed synge fuldt ud i lyrisk pragt, lad vid og
aandrighed og satire føie sig ind under rimenes musik som et
sprudlende akkompagnement — saa er «Kjærlighedens komedie» endelig,
som den skal være S
I denne glimrende form fremstiller saa IBSEN en række af
datidsmennesker, som han hver dag havde for øie rundt omkring sig.
Unge damer og afblomstrede frøkener, solide rugekasser i frueform
og magre enker, der staar alene i verden, unge studenter og gamle
embedsmænd, rige grosserere og fattige kopister — det er personalet.
Og alle belyses de i sit forhold til den ene følelse: kjærligheden.
Som Diogenes med lygten gaar HENRIK IBSEN med kjærlighedens
idé omkring mellem disse godtfolk, søgende efter et menneske; men
han finder intet:
«Alt er som afbrændt, dødt, en trøstløs jammer,
slig går de gjennem verden to og to,
tilbage står de, som de tørre stammer,
en skogbrand levned paa den øde mo.»
Alle fører de kjærligheden i munden, den er en statsinstitution,
en jævn borgerlig indretning akkurat som brandforsikringen; den har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
