Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson. 595
sætter den høit over «de engelske Tendensstykker» saavelsom over
de tyske arbeider, hvis forfattere endnu ikke er komne længere end
til at erstatte filosofien og moralen «med Politik og vittigt Snak».
Af dansk digtning faar han anledning til at omtale HOSTRUP’s
vaudeviller; han liker dem ikke; af en enkelt af dem —
«Familietvist» — leverer han en meget skarp kritik; men HOSTRUP var jo
ogsaa et tvistens æble i Kristiania theaterverden dengang; hans
stykker spillede en fremtrædende rolle paa repertoiret, og de norske
forfattere følte sig tilsidesatte ligeoverfor ham. — Med stærk
begeistring hilser BJØRNSON «Gildet paa Solhoug». Her har IBSEN fundet
sit rette felt, mener han. Stykket har «næsten alt at undlade for
at blive et dramatisk Arbeide, en hel Herlighed af Lyrik at slaa
ihjel. Men man føler godt, at det vil HENRIK IBSEN aldrig gjøre.
Han mærker, paa hvad Grund han staar; han kjærer sig lidet om
at kaldes en god Dramatiker; thi Kulisser og Lamper, Tableauer
og Musik — et Feslot for alle sine Sagn og Sange — er alt, hvad
han søger i Scenen.» Da stykket senere kom ud i bogform, skrev
BJØRNSON en ny artikel, hvori han polemiserer mod dem, som har
talt om laan fra «Svend Dyrings Huus>, og forsvarer IBSEN paa det
bestemteste mod kritikens øvrige indvendinger. «Jeg vil takke ham
for hans lille venlige Arbeide,» heder det blandt andet, «og anse
det som en sjelden Gave til vor Literatur. Lad saa andre forlyste
sig med at klassificere ham. Det maa ogsaa blive deres Sag at
forklare, hvad de mener med sine «Halvdigtere». Vi maa ikke
være for prutne paa det; i Sandhed vi har ikke og faar ikke mange
som Hr. Ibsen.» Nu efter næsten firti aars forløb tager denne den
unge «Hr. Bjørnsons» varmhjertede og friske anerkjendelse af den
unge «Hr. Ibsen» sig meget fornøielig ud. Den viser, at den
vordende digter som kritiker saa længer og klarere end de
velbe-staltede «Smagens Kritici og Recensenter», selv om han ikke saa
det store dramaturgiske talent hos den vordende mester i det nittende
aarhundredes dramatiske literatur. Han saa væsentlig lyriken og
romantiken og fæstede sig ved dem.
Interessantest og betydningsfuldest fremtræder theaterkritikeren
BJØRNSON, hvor han kjæmper for de nationale interesser mod
danskheden paa Kristiania theater; her udførte han en gjerning og løste en
opgave, før han vandt sig et navn som forfatter. Han var ingenlunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
