Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson. 6OI
kommer. Enhver, der har færdedes i vort land, har truffet naturer som
Sæbjørn, varmhjertede, blødhjertede naturer, der omgiver sig med en
isskorpe af indesluttethed, for saa i en bevæget situation at smelte
og lægge hele sin varme for dagen. Der er en scene i «Synnøve
Solbakken», som er klassisk, og som vil blive det til alle tider.
Det er scenen, hvor Sæbjørn stanser doktoren, steller med
sæle-tøiet paa hans hest og saa ikke kan skjule sin bevægelse, da han
hører, at der er haab om, at sønnens liv kan reddes. Alt det
dulgte og indesluttede i den norske nationalkarakter er
koncentreret i denne ene scene.
«Allerede i et af sine første novellistiske forsøg havde BJØRNSON
udtalt sig om denne egenskab paa en maade, der viser, hvor fuldt
han var sig bevidst dens betydning som karaktertræk, l «Mellem
Slagene» gjorde han saa sit første forsøg paa at fremstille den og
begyndte naturligvis med at overdrive den. Dette ægtepar, som
har gaaet deroppe i fjeldensomheden og tiet op en hel mur af
misforstaaelse mellem sig, som skjønner, at den maa styrte ned
over dem og tilintetgjøre dem, og alligevel ikke kan komme sig til
at tale, før huset staar i lys lue over deres hoveder og en konge
staar i døren med draget sværd og siger: «I slipper ikke ud, før
I har talt!» — dette ægtepar er vidnesbyrd om, hvorledes
BJØRNSON som enhver, der finder noget nyt, i den første
opdagerbegei-string sætter det hele paa spidsen og jager det op i en grænseløs
overdrivelse» (1. c. side 224—25).
Men allerede i «Synnøve Solbakken» har forfatteren frigjort
sig fra overdrivelsen, og faamæltheden fremtræder her paa en
harmonisk maade. Med «Mellem Slagene» har BJØRNSON opdaget
indesluttetheden som karaktertræk; med «Synnøve Solbakken» har
han taget det nye land i besiddelse for sig og poesien.
«Hemmeligheden ved at være kjedsommelig, er at sige alt,» paastod som
bekjendt VOLTAIRE. BJØRNSON’S bønder lever i en lykkelig
uvidenhed om denne store hemmelighed. «Tale er sølv, men taushed er
er guld,» siger et gammelt klogt ord; i BJØRNSON’S bondenoveller
er der forsvindende lidet af talens sølv, men saa meget mere af
taushedens guld. Mange andre aandrige ord er der sagt til
taus-hedens pris. «Spricht die Seele, so spricht, ach! schon die Seele
nicht mehr,» siger SCHILLER, og enhver kjender hans berømte epigram:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
