Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson. 607
de sad inde med. C. P. Rus med sit lille «Til Sæters» kan nævnes
som et typisk eksempel. Men saa var der en anden gruppe, som
virkelig kjendte til folkelivet, som elskede det og gjorde forsøg paa
at skildre det, ikke udvortes, men indenfra. Til dem hørte først
og fremst ASBJØRNSEN og dernæst ØSTGAARD. Men ingen af dem
formaaede helt at tilfredsstille tidens trang til en folkelivsskildring.
ASBJØRNSEN var og blev i grunden Kristiamabarnet; hvad han kjendte
til fuldkommenhed, var det liv, som levedes i hovedstadens omegn.
Men denne landbefolkning repræsenterede ikke den ægte
uforfalskede norske bonde. Byens nærhed havde gjort sin indflydelse
gjældende, kulturen havde begyndt at faa en liden smule indpas
tildels i sine mindre tækkelige former. Naiveteten var for en del
bleven afløst af raahed, friskheden af uvorrenhed. Skulde man finde
den norske bonde, maatte man søge længere væk, helt op til de
ensomme fjelddale og til de indelukkede fjordbygder, hvis præg
kulturen endnu ikke havde naaet at faa udviske. Men i disse egne
var ASBJØRNSEN en fremmed paa gjennemreise, akkurat som de
andre. Han magtede ikke at trænge dybere ind, og han gjorde
heller ikke forsøg paa det. De «Høifjeldsbilleder», han leverede i
anden samling af sine «Huldre-Eventyr», gav sig ikke ud for at være
andet end et par lette turistskitser.
Saa kom ØSTGAARD. Hvad de andre manglede, det havde han
i høi grad: det fortrolige kjendskab til fjeldbondens liv og
tænke-maade. Han var vokset op midt i disse forhold og kjendte dem
fra grunden af. Hvad han manglede, var kunstnerisk
fremstillingsevne. Derfor var trangen til en national novelle endnu lige
utilfredsstillet, da «Synnøve bolbakken» Rom og gav publikum, hvad
det længtede efter. Her var endelig den mand funden, som baade
kjendte folkets «Hus- og Hjerteliv» og forstod at fremstille det i
ædle lutrede billeder. Der var vistnok enkelte af den gamle skoles
mænd, som fandt, at selv disse folkelivsbilleder ikke var ædle og
lutrede nok. Der var for meget af den moderne aand, for meget
realisme, for meget af «det hæslige» i dem. Figurer som Aslak i
«Synnøve Solbakken» og Nils skrædder i «Arne», scener som
bryllupsslagsmaalet i den første fortælling og Nils skrædders død
i den anden var hæslige, mente man. Selv VINJE var enig i dette
og gjorde sig skyldig i den besynderlige inkonsekvens at fremhæve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
