Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6l2 Fjerde tidsrum 1857—1869,
dige herrer ved universitetet, der havde at afgive indstilling om
ansøgerne, fandt ikke at kunne indstille ham. I et brev fra advokat
DUNKER til den danske digter CHRISTIAN WINTHER heder det herom:
«Maaske har De af Bladene seet, at han (D: Bjørnson) søger
Stipendium her, men er forkastet af Welhaven og de andre
Medlemmer af Universitetets Collegium. Jeg er ikke heri enig med
Welhaven, og jeg har interesseret mig saa meget og saa virksomt hos
mine Venner i den norske regjerende Regjering, at jeg tror at
kunne gjøre sikker Regning paa, at Bjørnson dog vil faa et
Reisestipendium paa 500 Species. Men jeg tager mig vei vare for at
lade Welhaven kjende min Underfundighed i denne Sag. Jeg ynder
forresten ikke Personen og endnu mindre Bladsmøreren Bjørnson,
men paa Digteren sætter jeg Priis.»
Det viste sig, at DUNKER’S indflydelse ved denne leilighed var
større end WELHAVEN’S og det akademiske kollegiums. BJØRNSON
fik et reisestipendium, om det end kun blev halvparten saa stort
som den sum, han havde ønsket. Neppe havde han modtaget
efterretningen herom, før han brød op fra Kjøbenhavn og drog
sydover gjennem Tyskland til Miinchen. Derfra gjorde han en
afstikker mod øst til Wien, og saa bar det via Triest ind i alle
datidsdigteres forjættede land, Italien. I Rom blev han over et aar
(til vaaren 1862). Stipendiet strakte naturligvis ikke til; men dels
fik han et nyt stipendium paa 300 spd. af videnskabsselskabet i
Trondhjem, dels blev han støttet ad privat vei af venner og
beundrere. Det var en rig og storartet tid for den unge digter. Den
gamle store kunst, oldtidens som renaissancens, den straalende
italienske natur og det farverige italienske folkeliv — alt var ham
en kilde til nydelse og aandelig udvikling. «Det er mig undertiden
som Jorden brænder under mig,» skrev han i december 1861 i
sin ansøgning til videnskabsselskabet i Trondhjem; «det, jeg skal
se og lære, er saa Meget, mine Midler ere saa smaa, og min
Tid saa kort, fordi de rige Syn give Ideer til ældre Stof, der
da forlange Skikkelse og Liv. Jeg føler, at hele min Fremtid er
afhængig af, om jeg paa dette Punkt i min Udvikling faar Lov til
at fortsætte.»
Under opholdet i Italien var han selvfølgelig altfor optaget
af alle de nye indtryk til at udfolde nogen betydelig forfatter-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
