Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson. 635
medens hendes følelse samtidig er bleven staaende stille paa en
naiv forliebelses knoppede stadium. «Hun var for mig, hvad
madonna er for den gode katolik; men nu er hun bleven mere. Afstanden
er borte: jeg kan ikke bare beundre, jeg må ælske, ikke bare knæle,
men omfavne. Hendes blik har samme finhed, samme uskyld, men
jeg kan ikke mere sidde timevis og se derpå; nu må det sænke sig
mit med alt, hvad det ejer. Hendes hånd, arm, mund er den
samme, men hånden må ligge i mit hår, armen om min hals,
munden til min, hennes tanke må omfavne min og som Herrens sol
være over mig overalt. Hun var mig et symbol, men det er blevet
til kød og blod. Jeg tog hende op i min tanke som et barn; under
den daglige beskuelse er hun vokset ud til en kvinne, som undselig
og uvidende bøjer sig fra mig, men som jeg må besidde.» Det er
en af de bedste og mest virkelighedsmættede repliker i stykket.
Saa følger da det store og smertefulde brud: Laura maa forlade
sin fader og sin moder og følge sin mand til det nye hjem, han
agter at skabe ved sit eget arbeide. Det er stykkets første akt,
ubetinget dets bedste. I anden akt venter man nu at faa se,
hvorledes disse to mennesker nærmer sig hinanden og tilslut finder
hinanden under de nye forhold. Man faar jo ogsaa sin forventning
tilfredsstillet paa en vis maade, men der hviler adskillig uklarhed
og en smule unatur over den maade, hvorpaa det sker. Den store
scene, hvor Axel forteller om den forsoning, som endnu ikke har
fundet sted, er meget virkningsfuld, og dens slutning, hvor Laura
kaster sig om hans hals med udraabet «Axel», der rummer al
hendes opdæmmede følelse, har lokket taarer frem i mere end et
øie under stykkets opførelse. Men alligevel er der noget søgt og
uvirkeligt over det hele, og hertil bidrager ikke mindst den
romanskrivende Mathilde, der optager altfor meget af den plads, som man
skulde have ventet levnet de nygifte. Ogsaa dialogen bidrager paa
sine steder til at fjerne stykket fra virkeligheden. Det var jo
BJØRNSON’s første forsøg paa at skrive en nutidsdialog, slig som
dannede mennesker taler. Enhver, der har en anelse om, hvor
vanskeligt det er at forme en naturlig replik, slig at den klinger,
som om den var talt, og ikke lugter af pen og blæk, enhver, der
har en anelse om dette, vil forstaa, at et saadant forsøg ikke lykkes
med en gang og aller mindst for en forfatter med en saa stærkt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
