Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6Q2 Femte tidsrum 1869—1890.
Per i tjerde akts begyndelse bliver stillet sammen med
repræsentanter for forskjellige andre nationer, den franske, den engelske, den
tyske, den svenske. Hvorfor har ikke IBSEN ogsaa ladet den danske
nation blive repræsenteret? Ganske simpelthen, fordi den hele scene
er et stærkt maskeret angreb paa den politiske ynkelighed fra
1864. Enhver læser vil mindes, at der tales om Grækenlands
kamp mod Tyrkiet. Ogsaa Danmark havde jo ført en heltemodig
kamp mod en overmægtig fiende. De forskjellige nationers
repræsentanter sidder nede paa den marokkanske kyst og taler om,
hvorledes de vil forholde sig ligeoverfor det kjæmpende land.
Saaledes havde deres repræsentanter ogsaa siddet i 1864. Det
pengegriske England havde bare tænkt paa sine økonomiske interesser,
den tyske annekteringslyst havde givet sig tilkjende paa den mest
fremtrædende maade, franskmændenes bekjendte «ridderlighed»
havde ikke drevet det til mere end til en mat protest, og Sverige
havde spillet Jacob von Tyboes latterlige, men uskadelige rolle.
Ogsaa i aktens slutning er der flere direkte hentydninger til krigen
i 1^64. Fellahen med sin kongemumie paa ryggen er en ny satire
over svenskernes deklamationer om sin kongemumie,
«hjelta-konungen» KARL DEN TOLVTE, med hvem de i 1864 ikke havde
udvist andre lighedspunkter end det negative, at de havde været
ligesaa døde som han. Og ministeren Hussein — den paaholdne
pen udi egen indbildning — latterliggjør alle de intetsigende noter
og adresser, der veksledes i hint aar, med et specielt sidehug til
den daværende norsk-svenske udenrigsminister, grev MANDERSTROM.
De sidstnævnte hentydninger er imidlertid saa dunkle, at digterens
autentiske meddelelser har været nødvendige for at bringe mig til at
faa øie paa dem.
I det hele taget er den fesEN’ske digtnings forhold til den
virkelighed, han behandler, paa dette tidspunkt meget karakteristisk.
Det viser, at han befinder sig i en overgangsperiode og endnu ikke
har gjort sig fuldt ud rede for forholdet mellem poesien og
virkeligheden. I de romantikens høider, hvori han i sin ungdom havde
bevæget sig, var fordringerne til sandsynlighed omtrent ophævede.
Det vilde være en pedantisk kritik, der lagde sandsynlighedens
maalestok paa et arbeide som «St. Hansnatten» eller «Olaf
Liljekrans». I de historiske dramer var forfatteren rykket en given
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
