Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
676 Femte tidsrum 1869—1890.
meninger, vaner og vedtægter, Skjøndt de i virkeligheden ikke
længer er levende i menneskenes indre. Jeg har kjendt en mand,
der ikke nærede spor af tro paa ’«aabenbaret religion»; men ikke
desto mindre gik han pent til alters en gang om aaret. Slige
hyklere gives der i tusindvis, ja i millionvis, ikke blot paa det
religiøse Omraade, men paa alle mulige Omraader. Og hvad der
gjør de former af hykleri, som IBSEN her tager sigte paa, dobbelt
kraftige og seiglivede, det er, at det ikke er ude i den store verden,
men hjemme i en norsk ravnekrog, han opsøger dem. Ude i den
store verden, der er der dog ganske anderledes fart over alt og alle;
der faar ikke fortiden i den grad tid til at forsumpe sig i hykleri; men
hjemme i en liden norsk smaaby, hvor alt dengang var og tildels
endnu er saa stillestaaende som i en gaasedam, der foregaar
forsumpningen ganske anderledes storartet. Det er vistnok atter
ung-domsindtryk fra Skien og Grimstad, hvorpaa IBSEN har bygget sit
milieu; i stort som i smaat er det karakteristisk. De
missjons-venlige damer, den hovne theolog, den gamle dagdriver, der bare
gaar omkring og siger «uf!», forretningsverdenens matadorer, der
skjælver for den offentlige mening, og anvender alle slags
kunstgreb for at føre den bag lyset — allesammen opfylder de enhver
fordring til livagtig og naturtro karakteristik. Det hykleri, som IBSEN
specielt har taget sigte paa, er det bekjendte, som altid fører det
offentlige vei i munden, samfundshykleriet. Hovedpersonerne taler
altid om samfundet, om det almindelige bedste, om kjærlighed og
omsorg for sine medborgere. Men i virkeligheden er alle disse
talemaader kun skjærmbræt for egoismen. Disse velvillige,
menneske-kjærlige sjæle, der altid er rede til at tage hensyn til andre, kjender
inderst inde kun ét hensyn: hensynet til deres egne jeg. De er «sig
selv nok» saa godt som noget trold i dovregubbens hal. Som
forgrundsfigur har IBSEN taget et rigtigt pragteksemplar af arten.
Konsul Bernick er byens første mand, og han fortjener at være det,
ikke blot paa grund af sin store intelligens og sin overlegne
dygtighed i forretningsanliggender, men ogsaa, fordi han er det lille
samfunds største velgjører, den solideste støtte, det eier. Han er ikke
blot den, som gaar i spidsen, men han faar endog almennyttige
foranstaltninger istand paa egen haand og ved egen bekostning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
