Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen. 603
er hans rolle imidlertid klar nok; han er havet, det store, urolige
hemmelighedsfulde dyb med dets lokkende og dragende magt over
Eliidas syge sind. Det ser en lang stund ud, som om det er en
sygehistorie, IBSEN vil fremstille, og en sygehistorie er det jo paa
en maade ogsaa; men pointet i historien er ikke selve sygdommen;
det er helbredelsen. Hendes situation er den samme som
Balle-steds havfrues; hun er strandet inde i en trang bugt fjernt fra det
frie aabne håv; men der er den forskjel, siger Ballested, at hans
havfrue dør af det, medens menneskene kan akklimatisere sig.
I sit ægteskab er hun ikke lykkelig; hun har ægtet enkemanden
doktor Wangel uden kjærlighed, og minderne om hans første hustru,
der pleies som et kjært frimureri mellem ham og hans to døtre af
første ægteskab, gjør, at hun føler sig som en udenforstaaende, som
en, der ikke er rigtig hjemme i sit eget hjem. Hun gaar bare
omkring og sturer som en syg stakkel, indtil den fremmede mands
optræden endelig giver hende kraft og mod til at forlange sig løst
n umuer^neiTåk h5røtjjiflfi~l
stændighed kan træffe sit valg, naar afgjøreisens time slaar. Og
efter megen smertefuld kamp gaar Wangel ind paa hendes
forlangende ; han indser, at der ikke er anden redning mulig for hende,
og saa høit elsker han hende, at han kan bringe det store, tunge
offer. Det har aarene og samlivet virket. Hun ser det med
jublende undren, og ansigt til ansigt med denne offerstærke kjærlighed
forvandles hun; dragningen mod den fremmede mand taber sin
magt; i sit hjem øiner hun opgaver, hun ikke har anet, og «i
frihed og under ansvar» vælger hun sin mand og sine stedbørn; thi
først nu føler hun sig som hans hustru. Nu «kan vi to få leve
helt for hinanden — og med fælles livsminder. Dine — så vei
som mine.» —
— Den udviklingsmulighed, der udmærker baade Rebekka West
og Ellida Wangel, den savner Hedda Gabler. Hvorfor?
Ingenlunde fordi hun er mindre rigt udstyret med de betingelser, hvoraf
en personlighed skabes, men simpelthen, fordi det milieu, hun
tilhører, og som hun helt og holdent har ladet sig binde af, er af
en lavere art. Rebekka og Ellida var naturbørn, Hedda er
konveniensens barn; Rebekkas udgangspunkt var den vilde
Nordlands-natur, Eliidas vestkystens store håv; men Heddas er bare selskabs-
«Hedda
Gabler».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
