Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Femte tidsrum 1869 — 1890.
salen med alle dens snevre og smaalige hensyn. Hendes høieste
ideal er korrekthed, og hendes stadige ledestjerne er «kredsens»,
«vor kreds’s», mening.
Men denne korrekthed, der passer saa godt for damen, den
hæmmer hendes udvikling som kvinde, som personlighed. Der er
meget i hendes natur, som peger mod frihed og selvstændighed.
Hun, som sidder der i ørkesløs kjedsomhed, længes bort fra
tomheden, længes mod et livsindhold, længes efter daad, efter magt,
efter kraftig og resolut handling. Derfor er det, hun har sligt
sværmeri for at gribe bestemmende ind i et menneskes Skjæbne.
Derfor interesserer hun sig saa levende for Eilert Løvborg.
Damen i hende gifter sig med Jørgen Tesman; den
forkrøblede spire til en kvinde, som hun bærer i sig, vender sig mod Eilert
Løvborg. Deres eiendommelige forhold er begyndt som
«kammeratskab i livsbegjæret»; hun føler et kildrende velbehag ved at faa
høre sligt, som en korrekt ung pige ikke maa høre, og Eilert
Løvborg, det forranglede professoremne, han kan tilfredsstille hendes
ny sgj er righed; thi han har studeret de themaer mindst ligesaa
flittig som sit egentlige fag, kulturhistorien. Men da han saa vil
forgribe sig paa sin «freidige kammerat», «da der var overhængende
ai ucr viiuc KuinÆie
hun ham fra sig, da vælger hun som damen, ikke som den kvinde,
der tror paa sin magt overfor den mand, som hun elsker og elskes
af. «Den aften var det Skjæbnes vangre øieblik i hendes liv^ her
var daaden, som hun drømte om; men hun øvede den ikke; her
var friheden, som hun beundrede; men hun greb den ikke; her
var modet, som hun saa op til; men hun viste det ikke; her var
livsindholdet, som hun savnede; men hun valgte det ikke» («Henrik
Ibsen og hans værker»).
Som fru Tesman træffer hun Eilert Løvborg igjen efter aars
forløb. Skuffet i sit ægteskab, bedraget for alt det ydre væsen,
som var det eneste, der i hendes øine kunde gjort livet som Jørgen
Tesmans hustru behageligt, møder hun sin gamle kammerat igjen.
Han er bleven saa forandret, at hun næsten ikke vil tro det, og
det er en kvinde, som er skyld i forandringen; det er en kvinde,
som har havt det mod, hun i sin tid ikke havde, det at række
haanden til denne vildstyring og prøve at hæve ham op til den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
