Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J7l6 Femte tidsrum 1869—1890.
andre end en selv. Det er dette sidste faktum, som har givet
BJØRNSON idéen til konsul Evje, der morer sig saa kostelig over
redaktørens spydigheder, men skjælver som et aspeblad og kryber
som en hund, saasnart han erfarer, at turen holder paa at komme
til ham. Forøvrigt er der lidet i BJØRNSON’S skuespil, der har med
de virkelige forhold at bestille. Det hensynsløse i optræden, det
yderliggaaende i synspunkterne og det sylhvast tilspidsede i formen
har hans redaktør tilfælles med den virkelige; men forøvrigt har
BJØRNSON’S fantasi gaaet sine egne veie, og specielt naar det gjælder
forklaringen af de psykologiske forudsætninger, underlæggelsen af
de bevægende motiver, synes disse veie ikke altid at have været de
tækkeligste. Men det maa til forstaaelse heraf ikke glemmes, at
BJØRNSON mere end de fleste andre i aarevis havde været skive for
bladets angreb, og at hans fremstillings forcerede præg har en
naturlig forklaring i en længe opsamlet harme baade paa egne og
andres vegne.
Er redaktøren malet sort i sort, saa er til gjengjæld hans
modstandere malet med en pensel, der bare er dyppet i rosenrødt
og guld. Det er de tre brødre Rejn, som repræsenterer modparten.
Den ældste broder Håkon er maalstræver og «bonde»; han hører
til det Grundtvigske «hjertefolk» og har en kone hjemme, der
omtales som et rent vidunder af fromhed, høisind og visdom. Læseren
faar en yderst respektstridig lyst til at gjøre kvalm i anledning af
dette fraværende vidunder af folkelighed og hjertelighed, som han
ikke faar anledning til at se nærmere efter i sømmene, da hun maa
blive hjemme, fordi «ho inkje godt kann sleppa laus frå dei små.»
Er der her et stænk af sentimentalitet, saa er der endnu mere af
samme sort i fremstillingen af den anden broder Halvdan, der ikke
karakteriseres som stort andet end som et brystsvagf offer for
redaktørens forfølgelser, og som tilslut dør af blodstyrtning paa
grund af en infam artikel, redaktøren har skrevet om ham. Det
hele gjør et altfor lavet indtryk til at virke overbevisende og et
altfor vekt til at virke tiltalende. Naar BJØRNSON lader redaktøren
blive saa dybt rystet over dette dødsfald, der skal opfattes som et
politisk mord, da forekommer det mig, at han lader ham falde ud
af stilen. Hvis redaktøren virkelig havde været saa hensynsløs, som
han er i det meste af stykket, vilde han sandsynligvis have taget det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
