Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson.
733
lider nederlagene og ender i isolerethed; hos BJØRNSON er det
sandheden, som seirer, og usandhedens repræsentant, der ender i isolerthed.
Menneskene vil ikke vide af sandheden, mener IBSEN ; de taaler den
ikke, de hader og forfølger den dels af uvidenhed, dels af
bornerthed, dels af egoisme. BJØRNSON mener derimod, at sandheden
ikke har nogen fiende i menneskene; det gjælder blot aabent og
ærlig at forkynde den; lad den end vække modstand; den vinder
dog terræn fod for fod og tilsidst hel seir. Det er den samme
tanke, som han allerede i 1874 havde udtalt i en af sine digte:
«Foragtet af de store, men ælsket af de små, —
sig er det ikke vejen, som det nye må gå ?
Forrådt af dem, som vagt burde være, just af dem, —
sig, er det ikke sådan, at en sanhed står fræm ?
Begynner som en susen i kornet sommer-dag
og vokser til en brusen gænnem skovenes tåg, —
intil at havet bærer med torden-røst den hen,
da intet, intet høres uden den, uden den.»
Allerede før «Det ny system» saa lyset, havde BJØRNSON baade «Leonarda
ladet opføre og trykke et senere skrevet dramatisk arbeide,
fireakts-skuespillet «Leonarda». I april 1879 opførtes det paa Kristiania
theater og gjorde megen lykke; tidlig paa høsten kom det i
boghandelen og gjorde i dette og det følgende aar sin runde over
nordiske og tyske scener. I Norge gjorde som sagt stykket lykke
og fremkaldte ikke nogen meningsudveksling af betydning. I
Danmark derimod stod der en heftig kamp om det, saa heftig, at der
ikke har været kjæmpet saa voldsomt om noget norsk stykke i
Kjøbenhavn, siden kampen stod om BREDAHL’S «Tronfølgen i Sidon».
BJØRNSON havae indleveret sit stykke til det kgl. theater, men fik
det forkastet. Theatrets daværende censor, CHR. K. F. MOLBECH,
havde leveret en yderst nedsættende censur, der hverken fra formens
eller fra indholdets side tilfredsstillede de fordringer, man har ret
til at stille til et sligt officielt aktstykke. Havde han havt anelse
om, hvad der vilde følge efter, havde han neppe jasket sig fra sit
hverv paa den maade. Da stykket kom i boghandelen, blev der
protesteret i den danske presse mod det kgl. theaters forkastelse af
flere af det saakaldte literære venstres mest fremtrædende mænd, og
følgen var, at den daværende kultusminister, der ikke var blottet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
