Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson. 793
værdigt derved, at forfatteren synes at dele det med hende. Alf
bliver vist døren, faar en handske kastet i ansigtet, og først i de
sidste replikker antydes der muligheden af en forsoning langt ind i
en blaa fremtid. Man synes vistnok, at denne Svava maa være et
høist excentrisk og hysterisk væsen; men det er ingenlunde
forfatterens mening, at hun skal opfattes saa. Svava er kvinden, som
hun burde være; de almindelige kvinder er slappe, skrøbelige; hun
er den stærke, det store eksempel til efterfølgelse; var der mange
som hende, da vikle mændenes moral blive bedre. Kan gjerne
være, og det skal villigt indrømmes, at det ikke kunde skade, om
kvinderne i almindelighed var lidt strængere i sine fordringer, end
de er. Det vilde uden tvivl bidrage til at hæve det moralske
niveau. Men for meget er for meget. Det er smukt, at digterne
peger paa idealerne; men naar det gjælder saa praktiske og
hverdagslige Spørgsmaal som i dette tilfælde, da gjør en altfor hysterisk
anvendelse af den ideale maalestok vistnok mere skade end gavn.
Det bidrager kun til at udvikle hysterien, overjordiskheden, en usund
idealisme, og paa samme tid fremkalder det let spot over det, som
ikke skulde spottes, medens den sunde fornuft trækker paa smilet
ad al denne overjordiskhed. For mange var det vistnok et
befriende ord, da ARNE GARBORG’S «Ungdom» kom seilende i «En
hanskes» kjølvand og med et bredt, men sundt grin drev gjøn med
hele handskemoralen. Og saa kom jo ogsaa den saakaldte
boheme-bevægelse. Det var en noksaa pudsig pendent, saa beklagelig den
end var, seet fra et ethisk synspunkt. Overdrivelserne i den ene
retning svarede fuldkomment til overdrivelserne i den anden.
Realismen, den virkelige realisme, ikke den tendentiøse, vilde føie sig
fristet til at tilraabe de to yderligheder med abekatten i ANDERSEN’s
eventyr: «Lad os nu være mennesker!» Og naar alt kommer til alt,
var det kanske ikke saa dumt et ord endda. Det afviser rigtignok
fordringen til os stakkels syndige skabninger om at være engle; men
det anerkjender ikke derfor, at vi skal være svin.
Ved sin fremkomst vakte «En hanske» ikke nogen stærk
opmærksomhed, og der reiste sig ingen nævneværdig diskussjon om
stykket. «Et dukkehjem» og «Gengangere» var gaaet forud og
havde vænnet publikum til en ganske anderledes kraftig indledning,
naar en eller anden side af forholdet mellem de to kjøn skulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
