Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson. 74$
dagen er omme! Jeg så nogle humler allerede! De visste ikke,
hvor de skulde hen i alle de duft-strømme! For det ene tusen
duftede og lokkede hidsigere æn det andre tusen, og der var tusen
ganger tusen. Ja, nu gar det for sig. Er der ikke individualitet i
denne million-mangfoldighed også! Å, der er!» Det storslagne og
det mægtige, det friske og det overvældende i Sang’s natur, det
finder gjenklang deroppe, det faar en ramme af poesimættet
Skjønhed, medens de under mindre vilde forhold let kunde miste sin
glans og streife over mod det parodiske. — I grunden har Sang
bare en scene i stykket, den i første akt, hvor han kommer hjem
fra morgenturen og erfarer, at hans børn ikke længer deler hans
tro, og at han altsaa alene maa bede til Gud om søvn og sundhed
for sin syge hustru. Alligevel fylder han skuepladsen hele stykket
igjennem; han er overalt og allevegne tilstede, i hustruens
fortellinger, i børnenes samtaler og i præsternes diskussjon. Det har
lykkedes BJØRNSON at fylde sit stykke saa helt med ham, at læseren
faar en levende følelse af den magt, der er i hans personlighed.
Miraklet og han, han og miraklet strømmer gjennem stykket som
to inderlig forbundne forestillinger. Og da det saa tilslut viser sig,
at det store mirakel med hustruen ikke var andet end en voldsom
nervekrisis, der ikke førte til liv og sundhed, men til døden, da er
det ogsaa ude med al hans styrke. Han har levet saa helt og saa
fuldt i troen, at det første streif af tvivl, der trænger ind i hans
sjæl, dræber ham. Derfor bliver stykkets slutning saa vidunderlig
gribende. Under klokkeklang og lovsang af tusinder røster synes
troen at feire sin største triumf; miraklet, det af alle savnede
mirakel, er bleven lyslevende; men det er kun et øieblik. Miraklet
viser sig at være en voldsom nervøs overanstrængelse, og tvivlen
stikker hovedet frem mellem troens ramlende tempelruiner. «Men
dette var ikke meningen —? Eller —? — — Eller —?» siger
Sang, idet hans hjerte brister. Og i disse «eller? — eller?» er alt
sagt. Troens jublende triumf hymner forstummer; kun kirkeklokken
klinger fremdeles, dog ikke længer som en signende indvielse, men
som en ensom gravklokke over det, som var «over evne», baade
over miraklet, dets troende repræsentant og dets tvivlende offer. I
den grad har tankerne her iført sig kjød og blod, at der ikke er
nogen rest tilbage. Den logiske konklusjon af forfatterens tanke-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
