Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
746 Femte tidsrum 1869—1890.
kan ikke være farlig. Og endnu mindre overbevist føler man sig
om den fare, hvori Helga skal være stedt. At en ung pige af god
familje har et stævnemøde i en park midt paa lyse dagen, er en
saa hverdagslig begivenhed, at man slet ikke kan tage situationen
saa tragisk, som personerne paa scenen tager den. Man forstaar
fru Karens forfærdelse, psykologisk motiveret som den er af den
situation, hvori hun selv netop har været; men man deler den
ikke, saa meget mindre som vi har herr «forføreren» vei forvaret
under laas og lukke. — Karaktertegningen er her som ellers en af
BJØRNSON’s sterkeste sider. I Tygesen, Thurmann og Malla har han
tegnet et kløverblad af komiske figurer med en saa sund
virkelighedssans og et saa uimodstaaeligt lune, at det er en lyst at gjøre
deres bekjendtskab. Den eneste figur, som er stedmoderlig
behandlet, er maleren Henning. Det er en slet og ret theaterfigur
uden individuel karakteristik. Det skal være en ung kunstner af
bohémeretningen • men BJØRNSON synes at have seet sig saa forarget
paa selve retningen, at han har glemt at studere dens
repræsentanter til sit stykke. Jeg antager, at de herrer bohemer ikke har
følt sig synderlig trufne, men tvertimod har været enige om at le
Henning ud som en topmaalt «idiot» for at anvende et af deres
smagfulde yndlingsudtryk.
Siden BJØRNSON i 1872 skrev sin sidste bondenovelle, saa det
en lang tid ud, som om han næsten helt havde opgivet den
fortellende form for digtning. «Kaptein Mansana», — den halvt som et
reiseminde fortalte «skitse fra Italien» — (i$7$] °g «Magnhild» (1877)
var de eneste fortællende arbeider, han i et decennium frembragte.
Paa samme tid offentliggjorde han ikke mindre end syv dramatiske
arbeider, til dato hele hans vægtige bidrag til den realistiske
pro-blemdramatik. Det syntes, som om den dramatiske form i lang tid
har staaet for ham ikke blot som den naturligste, men som den
eneste Udtryksmaade for de nye Synsmaader, der i dette tidsrum
lidt efter lidt havde erobret ham. Hvad enten det var fra det
politiske, det religiøse, det sociale Omraade, han hentede sine emner,
bestandig antog det dramatisk form. I det sidste tiaar har
imidlertid BJØRNSON atter vendt sig mod fortellingen; det væsentligste,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
