Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson.
Men dette er kun én side af bogens opgave; egentlig dreier
den sig om kampen mellem to modsatte livsanskuelser.
Repræsentanterne for disse livsanskuelser er de to barndomskammerater
Tuft og Kallem. Tuft er præst, Kallem læge. Den ene fægter for
dogmerne, den andens religion er lægens kamp for livet og sundheden
mod døden og sygdommen. Livet som det høieste. Den
«dog-meredne» præst holder paa at stivne ind til en tør og streng
fanatiker, og modsætningen mellem ham og den «fritænkerske doktor»
bliver stadig mere udpræget — indtil frygten for den svge søns
liv til slut lærer endog ham, at ikke troen, men livet er det første.
Menneskene glemmer det saa let. «En glemmer det i sit store stræv,
en annen i sin kampiver, en tredje i sin bakvændthed, en fjærde i
sin egen visdom, en femte i sin vanegang og alle har vi mere jeller
mindre lært galt om det.» «For spurte jeg nu dere, som Hører
mig,» siger præsten Tuft fra prækestolen, «så, just fordi jeg spurte
fra dette sted, vilde I alle tankeløst svare: «troen er det første!»
— «Nej, så sannelig, om den er. Sit over dit barn, der det ligger
i åndenød på livets ytterste rand; eller se din hustru gli efter barnet
ud til denne ytterste rand, ute av sig selv av angest og nattevåk,
— da lærer kærligheden dig det, at livet er det første. Og
aldrig efter denne dag skal jeg først søke gud eller guds vilje i
nogen formel av ord, i et sakramente, eller i nogen bok eller på
noget sted, som var han først og fræmst der; nej, først og fræmst
i livet, — livet som det vinnes fra dødsangestens dyp, i lys-sejren,
i hengivelsens ynde, i det levendes samfun. Guds øverste tale til
os er livets; vor højeste dyrkelse av ham kærligheden til |det
levende. —–––-Aldrig mere skal ordene bli det øverste for mig,
ikke heller tægnene; det skal livets evige åpenbaring være. Aldrig
mere skal jeg fryse fast i en lære; men la livsvarmen løse min
vilje. Aldrig skal jeg dømme mænnesker efter dogmer utav forrige
tiders retfærd, når den ikke holder kærlighedens mål i vor. Aldrig
for gud! Og det fordi jeg tror på ham, livets gud, hans uavlatelige
åpenbarelse i livet.» — Det er ganske mærkeligt at se denne
forherligelse af livet paa lærens bekostning dukke op ved slutningen
af en literaturperiode som den, der havde frembragt «den realistiske
problemdigtning». Hvilken rolle havde ikke dogmer og doktriner
spillet i denne periode! Og saa kommer pludselig en af dens aller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
