Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
760 Femte tidsrum 1869—1890.
vækkende er hvert eneste træk i billedet. Den maa citeres i sin
helhed som en af de ypperste prøver paa BJØRNSON’S malende stil:
«Et bal i en liten norsk inlansby er særeget. Damer og herrer, som kunde
høve et fint pariserbal, glir let avsted mellem unge mænnesker, som gar tungt til
det daglige og aldrig har lært kunsten, men trør takten ærligt i et ufortrødent
arbejdslag. Mæn i kjole, mæn i frakke, kvinner i utringet baldragt, kvinner
i jævn sort helkjole, somme ældre, somme rent unge, alle på sin egen vis.
med morro for sin egen part. — Like fra Kallem var så uheldig at falle in i
restaurationen eller i nærheden av den og derved i den punschelugt og tobaksrøk,
som han hadet, var han grætten og så sort. Men her i balsalen foran så megen
frejdig selvstændighed fortok det sig. Her valset to forbi, han i frak, hun i mørk
ulkjole, lukket med lås; de holdt hværandre traust, de stoppet ikke, men blev ved
at tvinne, alvorlige og sindige. Dér strøk forbi dem en lang lyslet gut i run-trøje,
væntelig en ung sjøman, som var hjæmme i julen; han førte en kone på over firti,,
utvilsomt hans egen mor; hun kunde være med i en ordentlig merssejlskuling ænnu,
hun. Der en kænt jærnbaneman med opadvænclt åsyn, en tyn fyr i sort kjole, som
hoppet med skiftevis hælling av kroppen; trødde han på højre fot, så hældet han
til højre, og trødde han på venstre fot, hældet han til vænstre, bestandig i den
samvittighedsfulleste takt og så glad, så pipende jærnbaneglad; hun, som han danset
med, lo hele tiden, men ikke som hun var unselig, langtfra, hun moret sig. Og
de blev ved at danse, og var oppe igæn, straks de havde sat sig. Dér fejet en
handelsman forbi, straks efter en officer, bægge udadlelige med friske unge
bal-klædte damer; dernæst et galt mænneske med lang hårdusk og et stort sort
fruentimmer. De raste fræm gænnem midten av den lange balsal, op og ner, folk var
rædde og for avvejen som for hæster. Der snudde et tårn forbi, et bredt, runt,.
højt tårn med en liten spinkel dame, der stod op efter ham som en stige. Oventil
rørte tårnet sig ikke, bare snudde; om de hadde sat øverst op en tallerken suppe,
vilde den ikke ha skvulpet over med én dråpe. Så kom der to, der holdt hænderne
ut som sejl, to høje mænnesker, og tok derved en plass som for tre jævne par.
Men det syntes at være hævdet balsæd, at alle hadde ret til såmegen plass, de arket
at ta, og al den fart, de bare ønsket, og til det lag og den bunad de selv kæret om.
Her danset hvær for sin egen rægning, og ingen for at danse, alle for at more sig.»
I de fem aar, som snart er forløben, siden «På guds veje»
udkom, har BJØRNSTJERNE BJØRNSON intet andet nyt offentliggjort
end et par fortællende Smaastykker i den nye række af «Nyt
tidsskrift», det specielle organ for det BjøRNSON’ske standpunkt i politiske
og literære Spørgsmaal. Selv har han som bekjendt i disse aar
atter deltaget i de politiske kampe med hele sin energi; men paa
enkelte punkter — specielt i de unionelle Spørgsmaal — har han røbet
en trang til at gaa sine egne veie uden at lade sig binde af et fastslaaet
partiprogram. Endelig syntes trangen til ny literær produktion atter at
blive stærkere end de politiske interesser, og efterat han havde feiret sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
